Israelske angreb i Rafah i Gazastriben

Lyt til artiklen

Seks palæstinensere blev såret sent mandag, da israelske kampvogne åbnede ild i Rafah i den sydlige del af Gazastriben. Ifølge hospitalskilder blev en 18-årig mand i hast bragt til hospitalet med skudsår i brystet, efter at hans hjem blev beskudt. Omtrent samtidig blev en 25-årig kvinde, hendes 18 måneder gamle spædbarn og et ni-årigt familiemedlem såret, da granater og skudsalver ramte deres hjem i Rafah. Episoden fandt sted i Tel al-Sultan kvarteret, der ligger klemt inde mellem Rafah og den jødiske bosættelse Gush Qatif. Samtidig angreb israelske kampvogne med maskingeværer et palæstinensisk boligkvarter nær den jødiske bosættelse Netzarim og i Qarara endnu sydligere i Gazastriben. Skyderier i Jerusalem Tidligere mandag blev omkring 10 mennesker såret, da to palæstinensere sent mandag skød vildt omkring sig ved et busstoppested i Jerusalem. Den ene angrebsmand blev selv skudt og dræbt, den anden flygtede til en nærliggende palæstinensisk landsby. Den militante al-Aqsa Martyrernes Brigader, der udspringer af palæstinenserlederen Yassir Arafats Fatah-organisation, har taget skylden. Ifølge israelske kilder blev tre civile bosættere og tre israelske politimænd alvorligt såret i angrebet i udkanten af Jerusalem. To dræbt på Vestbredden Mandag morgen dræbte israelske styrker har to palæstinensere forskellige steder på Vestbredden. En 22-årig mand blev skudt og dræbt ved en vejspærring tæt på byen Hawwara nær byen Nablus i den nordlige del af Vestbredden. Israelske militærkilder siger, at soldaterne ved vejspærringen 'beordrede en bil til at stoppe, men bilen vendte om og forsøgte at køre uden om vejspærringen, hvorefter soldaterne åbnede ild'. Hans gravide kone og far blev alvorligt såret. De tre palæstinensere var på vej til et hospital i Nablus, hvor den dræbte palæstinensers kone skulle føde. Kvinde dræbt Desuden blev en endnu ikke identificeret palæstinensisk kvinde dræbt ved en vejspærring tæt på byen Tulkarem, rapporterer israelsk radio. De nye drab indtraf få timer efter, at israelske kampvogne trak sig tilbage fra det bygningskompleks, som rummer palæstinenserlederen Yassir Arafats kontorer i Ramallah. Kampvognene har holdt Arafat i en slags husarrest siden begyndelsen af december. Israelerne har krævet, at palæstinenserlederen anholdt de mænd, der likviderede Israels turistminister sidste år. Arafat har anholdt tre medlemmer af den yderliggående gruppe Den Folkelige Front for Palæstinas Befrielse (PFLP) for drabet. Palæstinensere fordømmer Men israelerne har fortsat ikke tilladt Arafat at forlade Ramallah, og det fordømmer de palæstinensiske selvstyremyndigheder i skarpe vendinger. De har nu indstillet nogle planlagte sikkerhedsdrøftelser med Israel. »Dette er en skændig beslutning, Det er uacceptabelt, og et klart budskab om, at denne regering ikke ønsker en våbenhvile, at den ikke ønsker ro«, sagde den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erakat. Chirac og FN: International handling nu På den internationale diplomatiske front opfordrede Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og FN's generalsekretær, Kofi Annan, søndag til international handling for at hindre, at den mellemøstlige konflikt løber ud af kontrol, hed det fra Chiracs kontor. I Berlin opfordrede Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer, søndag Israel til at ophæve begrænsningerne for Arafats bevægelsesfrihed, og begge sider til at genoptage sikkerhedsdrøftelserne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her