Norske observatører 'slagter' valg i Zimbabwe

Lyt til artiklen

Præsidentvalget i Zimbabwe overholdt ikke de grundlæggende demokratiske mål. Det mener de norske valgobservatører. »Der har været et mønster af politisk vold og pres«, siger gruppens leder, Kåre Vollan, til det norske nyhedsbureau NTB. Optællingen af stemmer efter det omstridte valg begyndte tirsdag. Den norske observatørgruppe består af 25 personer og er dermed den største uafhængige gruppe, fordi EU ikke var velkommen til at overvære valget. Alle midler i brug mod opposition Nordmændene fremlagde en meget kritisk rapport på et pressemøde i hovedstaden Harare tirsdag. De peger specielt på, at regeringen brugte alle midler for at ødelægge oppositionens valgkamp. I rapporten hedder det, at valget blev gennemført i et klima, præget af stærk polarisering, politisk vold og en meget mangelfuld valgadministration. »Mønstret af politisk vold og pres retter sig specielt mod oppositionen, selv om vi har eksempler på episoder, der går begge veje. Vi kan dokumentere tilfælde, som ikke levner nogen tvivl om, at det har været tilfældet i hele perioden frem til valget«, siger Vollan. Tæv og tilbageholdelser Han siger, at folk er blevet gennembanket, partikontorer er blevet gennemrodet og politiet har gjort livet besværligt for folk ved at pågribe dem og tilbageholde dem i unødvendig lang tid. Sigtet for landsforræderi Det stod også klart tirsdag, at den zimbabwiske oppositionsleder Welshman Ncube tirsdag formelt er sigtet for landsforræderi. Ncube er generalsekretær for oppositionspartiet MDC, Bevægelsen for Demokratisk Forandring, som ledes af præsident Robert Mugabes argeste modstander og præsidentkandidat, Morgan Tsvangirai. I februar blev Ncube, Tsvangirai og flere andre ledende partimedlemmer beskyldt for at have planlagt et attentat mod Zimbabwes præsident Robert Mugabe. For få valglokaler Vollan påpeger, at det andet alvorlige ankepunkt i forbindelse med valget er, at folk ikke har haft rimelig mulighed for at deltage i valget i hovedstaden Harare. Antallet af valglokaler var alt for lille, og usædvanlige åbnings- og lukketider søndag og mandag fjernede den sidste rest af mulighed folk havde til at afgive sin stemme i tide. I Harare var der helt op til 5300 vælgere pr. valgsted, mod 1000 pr. sted i resten af landet. »Der har været lange køer i tre dage. De tre seneste dage er køerne blevet afbrudt, uden at folk, som har ventet 10-12 timer i kø, har haft mulighed for at komme frem til urnerne. De, der ikke har haft mulighed for at vente i så mange timer, har ikke haft nogen mulighed for at deltage overhovedet«, fastslår Vollan. Tredje valgdag var ingen hjælp Tusindvis af vælgere stod stadig i kø søndag og mandag. De blev drevet bort af politiet, efter at de havde ventet forgæves i ti til tyve timer. Vollan er af den opfattelse, at den tredje valgdag, som der modvilligt blev givet tilladelse til, ikke hjalp noget som helst. Han mener, at valgmyndighederne havde rig lejlighed til at gøre det muligt for folk at få stemt. »De kunne have øget antallet af valgsteder, øget kapaciteten på hvert valgsted og de kunne have ladet de folk, der stod i kø søndag aften, stemme«, siger han. Ifølge Vollan var det de samme mennesker, der stillede sig i kø mandag, og den ekstra valgdag gav dermed ingen ekstra mulighed. Valglokalerne blev ikke åbnet før fem timer senere, end de skulle. Tusinder blev afvist - også inden valget, fordi det ikke blev oplyst, at fristen for at registrere sig som vælger var udvidet fra 27. januar til 3. marts. Misvisende valgdeltagelse Ifølge den officielle valgkommission i Zimbabwe, ESC, var det kun cirka halvdelen af de stemmeberettigede i Harare, der afgav deres stemme under dette valg. Vollan vil ikke kommentere valgdeltagelsen direkte. I Harare mener han, at valgdeltagelsen ligegyldigt hvad, bliver misvisende. »Valgdeltagelsen i Harare er ikke så interessant. Den viser kun kapaciteten på valgstederne og ikke hvor mange, der har ønsket at deltage i valget«, siger han. Han vil heller ikke sige noget om, hvorvidt hans vurderinger betyder, at han ikke har tillid til, at valgresultatet er gyldigt, når det engang bliver offentliggjort. Politiske kommentarer Norges udenrigsminister Jan Petersen siger til NTB, at »det ser ud til, at valget ikke er blevet gennemført på nogen specielt god måde«, og at der var »mange hensyn, der ikke var specielt godt opfyldt«. Han tilføjer, at han ikke havde læst de norske observatørers rapport. Den britiske udenrigsminister Jack Straw siger, at man allerede har »ganske stærke« beviser for, at Robert Mugabe har »stjålet« valget i Zimbabwe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her