Powell takkede for dansk indsats

Lyt til artiklen

USA's udenrigsminister, Colin Powell, overbragte fredag på et møde med sin danske kollega, Per Stig Møller (K), sin kondolence til familierne til de danske soldater, der omkom ved eksplosionsulykken i Kabul i Afghanistan. Powell takkede også for den danske indsats i samarbejde med USA's hær i Afghanistan og det danske bidrag til stabiliseringsstyrken i Kabul. De to udenrigsministre mødtes i forbindelse med den internationale konference for finansiering udvikling i den mexicanske by Monterrey. Tak for dansk støtte På mødet, som Colin Powell uventet tog initiativ til, benyttede han også lejligheden til at takke for, at Danmark ikke var hoppet med på den første og bedste antiamerikanisme, som det er set flere steder i Europa, siger Per Stig Møller. De to kolleger var også enige om, at volden i Mellemøsten skal dæmpes, så man kan komme videre med den saudiarabiske vision om fred i Mellemøsten. »Powell gjorde det også klart, at han ville holde tæt kontakt med mig under det danske EU-formandskab«, sagde udenrigsministeren. Thule-spørgsmål rejst Han rejste også det grønlandske problem med grønlændernes krav på Thule-basen for sin amerikanske kollega. Per Stig Møller understregede over for Colin Powell, at problemet skal løses. »Jeg vil arbejde på en løsning, der betyder, at grønlænderne får Thule tilbage«, siger Per Stig Møller. Også ABM-traktaten, USA's og det daværende Sovjetunionens raketnedrustningsaftale fra 1972, var emne for de to ministres drøftelser, og Per Stig Møller gav udtryk for, at han håbede på og regnede med, at USA og Rusland ville komme til enighed. »Jeg gjorde det klart over for Colin Powell, at vi kan være uenige om konkrete sager som den aktuelle stålsag. Men Europa og USA har det samme værdigrundlag, nemlig målet om en fri, demokratisk og fredelig verden uden terror og handelshindringer«, siger Per Stig Møller og tilføjer, at USA og Europa har samme udgangspunkt og samme mål. Per Stig Møllers møde med Colin Powell fandt sted, få dage inden statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) rejser til USA for at mødes med præsident George W. Bush i Det Hvide Hus på mandag og forsvarsminister Donald Rumsfeld i Pentagon på onsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her