Amerikansk udsending møder Arafat efter selvmordsangreb

Lyt til artiklen

Den amerikanske fredsudsending, general Zinni, mødte fredag palæstinenserlederen Yassir Arafat trods selvmordsangrebet i Jerusalem torsdag. Fredag aften døde to palæstinensere. En palæstinensisk mand blev fredag aften skudt og dræbt af israelske kugler tæt på Kissufim-grænseovergangen mellem Gazastriben og Israel. Ifølge de palæstinensiske militærkilder åbnede soldaterne ild mod, hvad en israelsk militærtalsmand betegner et »mistænkeligt individ, som nærmede sig«. Ligeledes fredag døde en fireårig palæstinensisk pige, der var blevet erklæret hjernedød efter at være blevet såret af israelske styrker under et angreb i Gazastriben torsdag. Det oplyste palæstinensiske hospitalskilder. Zinni mødte Arafat Den amerikanske fredsudsending i Mellemøsten, general Zinni, har fredag holdt møde med palæstinenserlederen Yassir Arafat i et forsøg på at fastholde parterne i den fredsmission, der efter palæstinensiske selvmordsangreb onsdag og torsdag må siges at være ramponeret. Torsdag blev tre israelere plus bombemanden dræbt og 80 såret ved et selvmordsangreb i Jerusalem. Fire sårede meldes i livsfare. Ny bombe ved vejspærring Fredag har en palæstinensisk bombemand sprængt sig selv i luften ved en israelsk militær vejkontrol nær byen Jenin på Vestbredden. En person, ud over bombemanden, er alvorligt såret, mens jødiske bosættere siger, at der var tale om flere sårede. Israel antyder gengældelse Israelerne antyder, at der ikke kan gå lang tid, før hæren vil gennemføre gengældelsesangreb. »Israel vil ikke være i stand til at opretholde sin ensidige indsats for at implementere en våbenstilstand«, hed det i en erklæring fra Sharon. Kritik fra Bush Zinnis møde med Arafat fandt sted i byen Ramallah på Vestbredden og følger meget kritiske udtalelser om palæstinenserlederen fra præsident George W. Bush. Bush har understreget, at Arafat må gøre mere for at stoppe volden. Arafat til EU-møde Det spanske EU-formandsskab siger, at den spanske statsminister Aznar vil mødes med Arafat i Spanien i næste uge. Dagsordenen vil være situationen i Mellemøsten og den saudiarabiske kronprins Abdallahs forslag til en fredsplan for hele regionen. En præcis dato for mødet er ikke fastlagt, da Arafats muligheder for at forlade Ramallah ikke er afklaret. Arafat har siden december været holdt indespærret i Ramallah af israelerne. Sharon aflyser forhandling Arafat lovede kort efter angrebet torsdag, at han straks vil tage skridt til at forhindre nye angreb på civile israelere. Han sagde også, at selvstyret fortsat vil gøre alt for at opnå en løsning i forbindelse med Zinnis mission. Kort efter eksplosionen meddelte den israelske ministerpræsident Ariel Sharon, at det planlagte sikkerhedsmøde mellem israelske og palæstinensiske forhandlere, planlagt til torsdag aften, var aflyst. »Det undrer mig ikke, at der kom endnu et terrorangreb. Yassir Arafat gør intet for at bekæmpe terror«, sagde Sharon. Medlem fra Al Aqsa Det var et 22-årigt medlem af Fatahs Al Aqsa Brigader fra landsbyen Taluza på Vestbredden, der tidligere har været fængslet af det palæstinensiske selvstyre, der sprængte sig i luften på Jerusalems King George hovedgade. Få hundrede meter fra Jaffagaden. Mandens to fætre blev sidste år dræbt i et missilangreb. Det var det ottende terrorangreb inden for denne lille radius siden intifadaen brød ud i september 2000. 'USA's skyld' »Det, der skete i dag (torsdag), er alt sammen, fordi USA stiller sig side om side med Israel«, sagde brigadernes leder, Marwan Barghouti, i Ramallah kort efter eksplosionen til Al Jazeera-tv. Et klart udtryk for at Barghouti ikke mener, at tiden er inde hverken til, at Arafat rejser eller til våbenhvile. Den magtfulde unge leder mødes dagligt med Arafat. Powell: Al Aqsa på terrorlisten Det amerikanske udenrigsministerium meddelte torsdag, at Al Aqsa-brigaderne er blevet føjet til listen over 'udenlandske terrororganisationer'. Men det er en fejl, mener brigadernes leder. »Al Aqsa-brigaderne er del af en legitim modstandsbevægelse mod besættelse og jødiske bosættere. De amerikanske beskyldninger viser dumheden og fjendtligheden over for palæstinensernes nationale rettigheder, for besættelsen er terror, og brigaderne er den palæstinensiske uafhængigheds samvittighed,« sagde Barghouti. Drab på Vestbredden Israelske soldater har torsdag skudt en 23-årig palæstinensisk hyrde i nærheden af en landsby vest for Nablus på Vestbredden. Den israelske hær hævder, at hyrden var i færd med at montere en sprængledning i nærheden af en vej ned til en israelsk grænsepost, da han blev overrasket af de israelske soldater. Afviser hændelsesforløb Palæstinensiske kilder afviser i kraftige vendinger det hændelsesforløb. En kilde siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at han så den 23-årige blive arresteret torsdag morgen. Senere blev han lig fundet på nogle affaldsdynger nogle hundrede meter væk fra den israelske grænsepost. Israelerne har hver dag kunnet se den 23-årige græsse sin får i nærheden af landsbyen Zawata, og der er ingen oplysninger, der knytter hyrden til den palæstinensiske opstand mod israelerne. Den 23-årige var skudt gennem munden, i brystet og i skridtet, og hans krop bar mærker efter vold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her