Millioner gik på gaden i Rom

Lyt til artiklen

Et hav af røde flag, partiflag og bannere blafrer i vinden. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og slogans, sang og en infernalsk larm fra trillefløjter fylder luften. Over en million italienere: unge, børnefamilier, midaldrende ægtepar, arbejdere og pensionister har indtaget Roms gader for at deltage i en demonstration mod ministerpræsident og mediekonge Silvio Berlusconis centrum-højre-regering. »Berlusconiregeringen vanskeliggør det demokratiske liv i Italien. Han ønsker ikke debat og meningsudveksling, men bestemmer alt selv. Derfor er jeg her i dag«, siger den 25-årige Chiara Campana, der er uddannet sociolog og kommer fra den norditalienske region Trento. Nej til Røde Brigader Hun er blot en af de mange italienere, der deltog i gårsdagens demonstration i den italienske hovedstad. Arrangørerne og tv-stationer talte om to millioner deltagere, mens myndighederne vurderede, at godt en million deltog. Demonstrationen var arrangeret af Italiens største fagforbund, CGIL. Og det var oprindeligt først og fremmest en protest mod regeringens arbejdsmarkedsreform, der ifølge fagbevægelsen vil gøre det muligt at afskedige lønmodtagere uden grund, men som regeringen mener er nødvendig for at skabe flere arbejdspladser. Men efter mordet på regeringsrådgiver Marco Biagi, der blev skudt i Bologna i tirsdags, var demonstrationen også et stort nej til terrorisme. Dræbt ministerrådgiver En udløber af den venstre-ekstremistiske terroristorganisation De Røde Brigader, der stod bag en lang række attentater og mord i Italien i 1970'erne og 1980'erne, har påtaget sig skylden for mordet. Marco Biagi var rådgiver for arbejdsministeren, og han var en af hovedarkitekterne bag den omstridte arbejdsmarkedsreform. »Vi er imod vold og for fred og demokrati. Og demonstrationen i dag repræsenterer demokratiet«, fastslår den 16-årige gymnasieelev Giovanni d'Antoni, der kommer fra Abruzzo-regionen. Raser mod reform Guido Martella, pensionist og tidligere togfører, raser mod regeringens arbejdsmarkedsreform: »Regeringen vil gøre det muligt at fyre uden grund. Og den vil altså slå en streg hen over en vigtig erobring, som arbejderne i sin tid opnåede med blod, sved og tårer. Jeg er imod, at man rører ved arbejdernes rettigheder. En stats rigdom bygger jo på arbejde og dermed på arbejderne«, siger Guido Martella fra den midtitalienske by Sulmona. Demokratiet i fare Italienere fra hele landet ankom til Rom med 9.000 busser, over 60 specialtog, charterfly og skibe for at deltage i demonstrationen. Seks demonstrationstoget gik lørdag formiddag gennem byens gader omringet af et stort opbud af politi. Demonstranterne samledes på et propfuldt Circus Maximus, der var det antikke Roms største stadion, og der var langtfra plads til alle deltagere. Lørdagens demonstration er indtil videre kulminationen af en række protester og demonstrationer mod Berlusconiregeringen. Centrum-højre-regeringen kom til magten efter parlamentsvalget sidste forår. Men det er først på det seneste, der er kommet gang i protesterne. Folkelig protest Der er hovedsageligt tale om folkelige protester, og som noget nyt er middelklassen gået på gaden. De er bekymrede over demokratiets sundhedstilstand i Italien. Og kritikerne beskylder Berlusconi for at skræddersy love, der først og fremmest gavner hans private forretnings- og medieimperium. Berlusconi står fast Den 42-årige psykolog Annarita fra Rom var blandt demonstranterner: »Det er et vigtigt øjeblik for Italien, og vi skal stå sammen for at værne om de demokratiske værdier. Berlusconiregeringen er meget arrogant. Den mener, at den gør det rigtige, og derfor er der ingen grund til, at folk protesterer og kommer med alternative løsninger. Jeg håber, at italienerne er ved at vågne op. Og noget kunne tyde på det - ganske almindelige mennesker går på gaden, fordi de føler, at vi skal stå sammen og kæmpe«, siger Annarita. Også adskillige børnefamilier var mødt op til demonstrationen. Romeren Cinzia Armentano, 48 år og biolog, havde taget datteren på 6 år med: »Det gælder også min datters fremtid. Demokratiet i Italien er allerede ramt. Berlusconi har ikke løst sin interessekonflikt, han kontrollerer størstedelen af tv-systemet og vedtager love for at hjælpe sig selv. Jeg er bekymret, og vi er alle mindre lige i dag, end vi var tidligere«, understreger hun. Berlusconi vil fortsætte Ministerpræsident Silvio Berlusconi sagde i en tv-tale fredag aften, at terroristerne ikke får lov til at bremse regeringens arbejde, og at regeringen agter at gå videre med reformerne. Berlusconi har opfordret fagforbundene, der truer med generalstrejke, til at genoptage forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen i næste uge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her