Våbenskibet 'Karine A' var ingen enlig svale. Tværtimod er det hemmelige våbensamarbejde mellem iranere og palæstinensere veludbygget, skriver New York Times i sin udgave søndag på baggrund af israelske og amerikanske efterretningskilder. Iran og Selvstyret afviser. De anonyme kilder oplyser til avisen, at våben for millioner af dollar strømmer fra Iran til det palæstinensiske selvstyre. Ifølge avisens israelske kilder blev samarbejdet arrangeret, da palæstinenserlederen Yassir Arafat besøgte den russiske præsident i Moskva sidste år. Sideløbende mødtes højtstående iranske og palæstinensiske repræsentanter, siger de israelske kilder. Frygt for forværring Oplysningerne er ikke positive for situationen i Mellemøsten, der kan blive forværret. Israelerne frygter for sine kampvogne, der, hvis palæstinenserne får mere avancerede våben gennem iranerne, samtidig bliver mere sårbare. Amerikanerne noterer sig samtidig, at Iran tilsyneladende har brudt de senere års tendens, til at yde stadig mindre støtte til de grupper, USA anser for terrorbevægelser. Det opfatter CIA-chefen George Tenet som et tegn på, at den iranske reformfløj er løbet tør for brændstof i magtkampen med de langt mere yderligtgående muslimske gejstlige. Al-Qaeda i Iran I den senere tid har der været forlydender om, at Iran forsøger at destabilisere det nye, vestligt støttede styre i nabolandet Afghanistan. Ifølge New York Times har medlemmer af terrornetværket al-Qaeda kunnet få husly i Iran. En al-Qaeda-leder Abu Musaab Zarqawi skal sågar have forsøgt at organisere et terrorangreb på Israel fra sin nye base. Sagen 'Karine A' Centralt i det påståede iransk-palæstinensiske samarbejde er affæren om våbenskibet 'Karine A', som israelerne opbragte 3. januar i Det Røde Hav med 50 ton våben i lasten. Palæstinenserne afviser alle beskyldninger om iransk støtte, men Arafat synes at have firet lidt på sine udtalelser. I et brev til USA's præsident, George W. Bush, har han senere påtaget sig det administrative ansvar for de palæstinensere, der var indblandet. Han har dog pure afvist at have kendt til smuglerforsøget på forhånd. Parterne afviser Indtrykket i både Tel Aviv og Washington er, at Arafat personligt har godkendt de iranske våbenforsyninger, skriver New York Times. både palæstinensere og iranere afviser. »Det er en løgnefabrik. Israel er som enhver anden kolonimagt, der, når den kommer i problemer, forsøger at skyde skylden på omverdenen. Der har ikke været en eneste iraner her siden det 14. århundrede«, siger den palæstinensiske informationsministerYasir Abed Rabbo. »Den Islamiske Republik Iran har ikke haft militære forbindelser til Arafat, og ingen iransk organisation har taget skridt til forsendelse af våben til de nævnte områder«, siger Irans forsvarsminister Ali Shamkhani toæ det statslige,iranske nyhedsbureau IRNA. Mulig kovending Hvis efterretningsrapporterne er korrekte, er der tale om en kovending i forholdet mellem Iran og Arafat. Sidstnævnte mente angiveligt en overgang, at yderligtgående iranere stræbte ham efter livet som hævn for hans fredsforhandlinger med Israel. Samtidig lyder vurderingen, at Irans præstefløj nu blæser på, at forholdet til EU-landene kan komme i fare. Derfor er denne fløj parat til igen at fyre op under kedlerne på det internationale terrornetværk. Ændringen synes at være sket som følge af den seneste palæstinensiske opstand, der begyndte 28. september 2000.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























