Udsigt til magtskifte i Ukraine

Tilhængere demonstrerer til fordel for præsident Kutjmas udfordrer, vicepræsident Julia Tymosjenko. - Foto: AP
Tilhængere demonstrerer til fordel for præsident Kutjmas udfordrer, vicepræsident Julia Tymosjenko. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Efter en brutal valgkamp håber oppositionen i Ukraine på en frisk start efter valget søndag. For første gang, siden landet blev selvstændigt i 1991 er der mulighed for reformflertal i Ukraines parlament, Rada, hvor kommunistpartiet hidtil har været det dominerende parti, der har blokeret for mange tiltrængte økonomiske reformer. Den anden grund til, at ukrainske kommentatorer kalder det landets hidtil vigtigste valg, er, at det ventes at svække præsident Leonid Kutjmas regime, så også politiske reformer bliver mulige. »Dette valg er overordentlig vigtigt, fordi det nye parlament kan blive i stand til at rejse rigsretssag imod Kutjma eller i det mindste begrænse hans magt afgørende«, siger den ukrainske kommentator Andrej Sjevtjenko. Anklagerne imod Kutjma gælder meddelagtighed i en række korruptionsskandaler, deltagelse i mord og mordforsøg på kritikere og illegalt salg af våben til bl.a. Irak. Mord på journalist Den hidtil alvorligste politiske krise i Kutjmas præsidenttid blev udløst af mordet på den kritiske journalist Georgij Gongadze i efteråret 2000. Mange indicier peger på Kutjmas medskyld, men hans apparat har forhindret seriøs efterforskning. »Der er ingen udvej for Kutjma. Han må enten sikre sig et loyalt parlament eller gå af«, siger Aleksandr Jeljasjkevitj, leder af en parlamentskommission for vælgernes rettigheder. Klager hober sig op Klager til retsinstanser hober sig op over de metoder, som præsidentens mænd har brugt for at sikre et loyalt parlament: vilkårlige anklager for økonomisk kriminalitet imod oppositionskandidater. Trusler imod vælgere om fyring, hvis de ikke stemmer på Kutjma-støtter. Uhæmmet brug af statslige og andre loyale medier til at fremme magtens mænd og tilsvine oppositionen og fysiske overfald på oppositionskandidater har valgkampen også bragt mange af. Og valgkampens spidskandidat, Viktor Jusjtjenko, leder af Vort Ukraine, måtte holde valgmøde ved stearinlys, da elektriciteten blev kappet, og holde et andet under paraplyer udendørs, da den bestilte sal blev blokeret af sikkerhedsfolk. Større sikring mod valgsvindel En ny valglov giver større sikring imod valgsvindel, men ifølge græsrodsorganisationen Ukraines Vælgerkomite har det kun gjort valgkampen mere beskidt. Når magten ikke så let kan svindle med resultatet, som den tidligere er anklaget for, må den ifølge komiteen gøre endnu mere for at »manipulere og afpresse vælgerne og chikanere modstandere«. Rekordvækst Men det ledende valgforbund bag Kutjma, For et Forenet Ukraine, har alligevel ikke formået at samle større opbakning end syv-otte procent ifølge den seneste meningsmåling, mens Jusjtjenkos nærmer sig de 30 procent. Som ministerpræsident fra december 1999 til april 2001 satte han gang i reformer og tilskrives æren for rekordvækst i ukrainsk økonomi i de sidste to år. Jusjtjenko stod for vestlige ledere som håbet om, at Ukraine kunne bringes op af den økonomiske og politiske sump, men Kutjma afsatte ham, da han blev en åben trussel imod præsidentens enevælde. Jusjtjenko lovede at vende stærkt tilbage og ser nu ud til at kunne indfri løftet efter morgendagens valg. Kandidat kvæstet Han får selskab på reformfløjen i det nye parlament af et valgforbund bag tidligere viceministerpræsident, Julia Tymosjenko. Hun blev også fyret af Kutjma, angiveligt da hun brugte sit ansvar for energisektoren til at bekæmpe den omfattende korruption. Det har givet kandidaten med et attraktivt ydre kælenavnet 'energiprinsessen'. Tymosjenko blev hårdt kvæstet ved et biluheld af mistænkelig karakter i januar. Hun blev søgt frataget retten til at stille op af tvivlsomme korruptionsanklager imod hende, men fik medhold ved en domstol i, at hun kan vælges trods de verserende sager. Det ses som et udtryk for, at ikke alt kontrolleres af præsidentkontoret. Tymosjenko har appelleret til Europarådet og andre vestlige institutioner om at sikre et fair valg. Men vestlige opfordringer til det afvises af præsidentkontoret som uacceptabel indblanding. 'USA's lakajer' En resolution fra USA's Kongres, der kræver ukrainsk respekt for demokratiet, er både af Kutjmas støtter hjemme og i Rusland brugt til at fremstille oppositionen som »USA's lakajer«. Præsident Putins stabschef, Alexander Volosjin, sagde 18. marts, at Rusland samarbejder tæt med pro-Kutjma partier. Han kritiserede samtidig Jusjtjenko som »åbent anti-russisk«. Præsident Kutjma kaldte ved årsskiftet 2002 for »Ruslands år«, som skulle styrke samarbejdet mellem Kijev og Moskva. Tidligere har Kutjma spillet på både den vestlige og østlige hest og udnyttet amerikansk og vesteuropæisk interesse i at styrke Ukraines uafhængighed af Rusland. Men under den stærke amerikanske antiterroralliance med Moskva har vestlige ledere mistet interesse i »det ukrainske kort«, fremhæver russiske og ukrainske kommentatorer. Brutal retorik Dagbladet Isvestija kalder Jusjtjenko for »ekstremt nationalistisk« og »højreekstremistisk«, mens Vremja skriver, at »Viktor Jusjtjenko føler sig sikker under den amerikanske paraply«. De to russiske aviser forbigår i tavshed, at Jusjtjenko gentagne gange har understreget, at tæt samarbejde med Rusland er »et krav for enhver ukrainsk ledelse«. Imens en tvstation ejet af Kutjmas svigersøn har hævdet, at Jusjtjenkos parti og det meste af den øvrige opposition er finansieret af USA, har det ukrainske ugemagasin Polityka i Kultura, der støtter oppositionen, afdækket, at tre ledende russiske public relations-virksomheder, som også har arbejdet for magtens partier i Rusland, har lavet valgkamp for hver sine Kutjma-støtter i Ukraine. Fredag skrev Isvestija i et af de mange russiske bidrag til valgkampen: »31. marts går Ukraine ikke blot over til sommertid, men også til nye politiske tider. Den nye Rada (parlamentet.red.) vil fjerne Ukraine fra Rusland og anstrenge sig for at glemme, at Kijev næsten er helt afhængigt af Moskva, når det gælder energi«. Nu venter ukrainerne på, om det virkelig bliver nye tider, eller om det igen lykkes præsident Kutjma at udmatte og splitte en stærk oppositionsbevægelse, som det er sket mange gange før.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her