Fire lig, der er blevet samlet op af en vandbeholder i Californien, menes at være de seneste ofre for et kæmpemæssigt netværk af organiseret kriminalitet, der styres af gangstere fra lande i det tidligere Sovjetunionen. Sammen med ligene dukker der nu et billede frem af en højt sofistikeret kriminel organisation, der i omfang og raffinement langt overgår den traditionelle italienske mafia og enhver anden lignende gruppe i USA. Det menes, at de fundne lig er to forretningsmænd, en revisor og en af deres kolleger. Alle fire var fra det tidligere Sovjetunionen og bosat i Los Angeles. De er formodentlig blevet kidnappet, holdt fanget mod forventet udbetaling af løsepenge, dræbt og smidt i vandet. Et femte lig blev fundet i beholderen i oktober. Efter fundet af ligene er fire mænd, også fra tidligere sovjetstater, blevet anholdt. De skal angiveligt have kidnappet et af ofrene, præsidenten for Advanced Mobile Technologies i Hollywood, Aleksander Umanskij, og krævet 2,1 million danske kroner for at løslade ham. To andre mistænkte menes at have kidnappet et andet offer, George Safiev, der var direktør for filmselskabet Matador Media, og krævet over 40 millioner kroner i løsesum. To andre russere er anklaget for at have modtaget løsepenge. De tre andre dræbte var Matador Medias øverste ansvarlige leder, Nick Kharabadze, revisoren Rita Pekler, 39, der havde Safiev som kunde, og byggeentreprenøren Myer Muscartel. Kharabadse, søn af den georgiske skuespillerinde Ruiko Kiknadse, var et kendt ansigt i Hollywoods filmmiljø. Hans familie kontaktede den georgiske præsident, Eduard Sjevardnadse, for at få ham til at bede præsident Bush om hjælp efter bortførelsen sidste år. Bortførelserne rettede opmærksomheden mod den enorme vækst i organiseret kriminalitet i USA blandt grupper fra Østeuropa og især det tidligere sovjetimperium. Hærdede folk Viceanklageren i Los Angeles, Anthony Colannino, der er specialist i russisk organiseret kriminalitet, oplyser, at omkring 300.000 russiske indvandrere kom ind i USA på legal vis mellem 1970 og 1985. Heraf var mellem 5.000 og 10.000 'hærdede kriminelle'. Nu kommer der hvert år tusindvis af illegale indvandrere ind i USA, siger Colannino. Mange af dem krydser den mexicanske grænse og rejser til Los Angeles. »Det er blandt andet tidligere officerer i KGB og forhenværende chefer for specialstyrkerne og regeringshæren. De gør sig især i computerkriminalitet, økonomisk kriminalitet, forsikringssvindel, alfonseri, narkohandel, udlån til ågerrenter og pengeafpresning«. De foretrækker at undgå vold, hvis det er muligt, »men de slår dig ihjel, hvis det bliver nødvendigt«, siger Colannino. Skånselsløse »I modsætning til den gamle italienske mafia, som sender blomster til din kone, efter at de har slået dig ihjel, dræber disse mennesker dig, din kone, dine børn, din onkel, dine fætre, dine naboer. De er fuldstændig skånselsløse, fuldstændig«, siger Colannino. Han fortæller videre, at gangsterne fra det tidligere Sovjet nu udgør den største kriminelle gruppe med anden etnisk baggrund i USA. »Den italienske mafia er blevet fed og doven ligesom alle andre amerikanere, men disse mennesker er vant til barske forhold. Hvis vi smider dem i fængsel, har de et bedre liv dér, end hvor de kom fra«. Protester Stigningen i kriminalitet, der begås af indvandrere fra det tidligere Sovjetunionen, slår også igennem i den offentlige bevidsthed. I filmen 'Training Day' er det den russiske mafia, der dukker op i slutningen af filmen og under bragende latter gennemhuller den hårdkogte betjent fra Los Angeles, spillet af Denzel Washington. Italiensk-amerikanske grupper har protesteret over, at de alt for længe med urette er blevet fremstillet som kriminelle stereotyper på film. Dén rolle kan de nu give videre til russerne. Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen .
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























