Israel og Hizbollah udveksler ild ved grænse

Lyt til artiklen

Konflikten i Mellemøsten har spredt sig til Israels naboland Libanon. Søndag fortsatte skudvekslingerne mellem israelske soldater i de besatte Golan-højder og den syrisk-støttede Hizbollah-milits i det sydlige Libanon. Israelske indbyggere nær landets nordgrænse mod Libanon blev ifølge en sikkerhedskilde i Jerusalem beordret i beskyttelsesrummene søndag. Det skete, efter at Hizbollah-folk havde affyret lette og tungere våben mod en israelsk militærpost nær grænsen. To soldater blev såret, oplyste den israelske kilde til Reuters. Hizbollah-folk i den libanesiske hovedstad Beirut afviste at kommentere oplysningerne. Frygt for ny front i Israel Hændelserne har spredt frygt i Israel for, at syrisk-støttede grupper forsøger at åbne en ny front mod Israel, der har en omfattende militæraktion i gang i de palæstinensiske byer på Vestbredden. Daglige angreb fra Libanon Hizbollah-militsen har stort set dagligt angrebet israelske positioner i Shebaa Farms-landbrugene siden den israelske offensiv begyndte. Shebaa Farms ligger i udkanten af Golan-højderne, som Israel erobrede fra Syrien i 1967. Røg blev observeret fra mindst en israelsk position. Besvarer 'provokationer' Israel begyndte lørdag at besvare Hizbollah-angrebene. Også søndag skød israelsk artilleri ind og fly ned over den libanesiske grænse ved Abou Kamha nær Shebaa Farms. En 75-årig libaneser blev såret af flyvende glas, da en israelsk granat ramte hans hus i grænsebyen Kfar Shouba. Øjenvidner oplyste til Reuters, at Hizbollah-krigere affyrede jord-til-luft raketter mod flyene, men ikke ramte. Militsen siger, at den besvarede israelsk beskydning af libanesisk territorium. En israelsk militærtalsmand sagde søndag eftermiddag, at israelerne nu besvarer 'provokationerne': »Libaneserne hævder, at vi angriber, men det er Hizbollah, der forsøger at ophede situationen for at trække os ind. Vi har forsøgt at tage det roligt, men det kan ikke fortsætte sådan meget længere.« Advarsel fra FN FN opfordrer Libanon til at få styr på den sydlige del af landet, som primært er under Hizbollahs kontrol, og advarer om, at en yderligere eskalering langs grænsen kan antænde en regional konflikt. »Ingen fornuftig person kan have nogen tvivl om potentialet for eskalering... i det nuværende klima», siger en talsmand for FN's generalsekretær Kofi Annan i Sydlibanon. I dagen op til skudvekslingerne trak syriske og libanesiske tropper sig tilbage fra deres mest fremskudte positioner mod Israel, tilsyneladende for at begrænse skaden af eventuelle, israelske angreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her