Mindst syv palæstinensere blev dræbt under nye kampe på Vestbredden og Gaza i nat og de tidlige morgentimer. En palæstinensisk politibetjent blev dræbt og fire såret i formiddags i kamp med en israelsk enhed udenfor Hebron, oplyser palæstinensiske kilder. Sammenstødet kom, efter at israelske kampvogne i nat rykkede ind i Hebron på Vestbredden, hvor de israelske styrker ifølge palæstinensiske øjenvidner foretog flere anholdelser. Under aktionen kom israelerne i kamp med bevæbende palæstinensere, og sammenstødene varede i flere timer, inden israelerne trak sig tilbage. Der er uenighed om dødstallet. Den israelske hær hævder, at der blev dræbt fire palæstinensiske politibetjente, mens palæstinenserne hævder, at der kun blev dræbt en enkelt palæstinenser. Skudvekslinger i Gaza og Hebron Samtidig i Gaza dræbte israelske soldater fire palæstinensere, da de ifølge israelsk militær forsøgte at trænge ind i en jødisk bosættelse. I Gaza blev en palæstinensiske politibetjent dræbt under en skudveksling med israelske styrker. I Hebron blev en palæstinenser dræbt, og grænsepoliti dræbte en palæstinenser, der befandt sig på vejen mellem Jerusalem og en israelsk bosættelse. Jenin-mission udskudt De nye sammenstød kommer efter at FN's generalsekretær, Kofi Annan onsdag besluttede at udskyde afrejsen for den FN-mission, der skal undersøge den israelske offensiv i flygtninglejeren Jenin på Vestbredden. FN-missionen skulle i dag være staret på sit arbejde i Jenin, men Annan har udskydt missionens start til lørdag efter israelsk modstand. Israelske eksperter mødes med Annan Et hold israelske juraeksperter mødes i dag med med Kofi Annan i New York for at drøfte Jenin-missionens mandat. Israelerne vil ifølge avisen Ha'aretz' internetudgave kræve, at Jenin-missionen skal begrænse sig til at indsamle oplysninger og undlade at lægge op til eller drage konklusioner af undersøgelserne. Israelerne mener, at FN-missionens mandat er som skræddersyet til at udløse beskyldninger om krigsforbrydelser mod israelske officerer. Israel kræver derfor, at vidneafhøringer og anden information, som Jenin-missionen kommer i besiddelse af, ikke skal kunne bruges til at rejse sager om krigsforbrydelser. Powell: Undersøgelse i alles interesse Israels modstand mod Jenin-mission bliver mødt med skarp kritik fra de arabiske lande, mens USA's udenrigsminister, Colin Powell, onsdag sagde, at han har forståelse for de israelske reservationer, men at Jenin-missionen er i alles interesse. Og især israelernes. »Alle parter bør være interesseret i en sådan undersøgelse, og især er dens gennemførelse i Israels interesse: Så kan alle se, hvad det er, der er foregået««, sagde Powell med henvisning til, at det fra flere sider er hævdet, at den israelske hær har begået massakrer på palæstinensere i lejren og begravet dem i massegrave. Indrømmelser til Israel Inden de israelske juraeksperter ankommer til New York, er Annan ved at forhandle sig til rette med israelerne på to andre punkter i forhold til missionen. Israel har klaget over FN-holdets sammensætning, og derfor kan Annan være tæt på efter israelsk ønske at sætte den pensionerede amerikanske general - William Nash, der har fungeret som FN-administrator i Kosova - ind på holdet som fuldgyldigt medlem. Han var oprindeligt tiltænkt en plads som militærrådgiver for holdet, men Israel mener, at delegationen mangler militær kompetence. Desuden er Annan gået med til, at FN-missionen undersøger den israelske påstand om »et terrornetværk, der florerede i flygtningelejren i Jenin«, og som affødte de israelske militæroperationer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























