USA optrapper konflikt med EU

Lyt til artiklen

Et topmøde mellem den amerikanske præsident, George W. Bush, og EU's ledere, der egentlig skulle handle om den fælles kamp mod terrorisme, står til at blive overskygget af den stadig mere brutale handelskonflikt mellem de to giganter i den globale økonomi. Lagt sammen med uenigheden om den rigtige taktik i kampen mod terrorisme er der risiko for, at sommeren og efteråret - under dansk EU-formandskab - bliver præget af en stadig mere bitter konflikt. Men det afhænger ifølge den svenske EU-ambassadør Gunnar Lund helt af topmødet torsdag. »Der er en bekymrende tendens til, at afstanden mellem synspunkterne i Europa og USA er voksende. Det et ærgerligt, for der er hårdt brug for et tæt parløb mellem EU og USA på den globale scene, både i handelspolitikken og i kampen mod terrorisme. Men hvis konflikten bliver håndteret rigtigt under topmødet i dag, så vil det ikke nødvendigvis udvikle sig til en ren konfrontation under dansk formandskab«, siger den svenske EU-ambassadør Gunnar Lund. Kravet er ifølge kommissionsformand, Romano Prodi, at USA behandler EU som en ligeværdig partner. »Verdensfreden kan ikke sikres uden et tæt partnerskab mellem EU og USA. Men det skal være et partnerskab. Et ligeværdigt partnerskab«, understreger Romano Prodi. Gengældelsesaktion Det er navnlig handelskonflikterne, der kan forpeste forholdet. EU planlægger en gengældelsesaktion efter præsident Bushs beslutning om at lægge op til 30 pct. told på blandt andet europæisk stål for at beskytte de nationale producenter. EU-landene er enige om, at den amerikanske beslutning er åbenlyst ulovlig, og forslaget fra EU-kommissionen er at slå ned på produkter fra de amerikanske stater, der er afgørende for Bushs genvalg, for eksempel Californien, Florida og Ohio. Sanktionerne skal efter planen indføres i juni, umiddelbart inden Danmark overtager formandskabet i EU. I går lød det amerikanske svar i den britiske avis Financial Times, at hvis det sker, vil Bush indføre nye gengældelsesaktioner mod den europæiske gengældelsesaktion. Koalition Den konservative Leon Brittan, som er tidligere handelskommissær, siger, at de amerikanske stålsanktioner har undergravet den internationale koalition mod terrorisme. »Lige meget hvor meget lederne på begge sider af Atlanten benægter det, så har der altid været en tæt forbindelse mellem det økonomiske og det politiske samarbejde. Hvis der er alvorlige gnidninger på den ene side, vil der altid være en risiko for, at der bliver problemer på den anden front. Derfor er den amerikanske beslutninger om straftold ikke bare ulovlig, kolossalt ødelæggende og uundskyldeligt protektionistisk, det truer også det bredere samarbejde, uanset hvor meget lederne på begge sider måtte ønske at undgå det«, skrev han forleden i Financial Times. Når europæerne helt åbenlyst ikke får noget igen for at stå skulder ved skulder med amerikanerne, så vil kritikerne uvægerligt stå stærkere, forklarer han. Den seneste runde i handelskonflikten kommer til at indtage en central plads på topmødet. Men i princippet er det terrorisme, der står øverst på dagsordenen. Samarbejdsaftale De to parter kan hurtigt blive enige om, at terrorisme bør bekæmpes. Men de er langt fra enige om hvordan. På dagsordenen står blandt andet en samarbejdsaftale, der skal sikre udveksling af mistænkte og bevismateriale, hvor EU kræver faste garantier mod dødsstraf. EU-landene vil sikre sig, at ingen europæiske statsborgere risikerer dødsstraf som følge af udlevering. Ved udveksling af beviser forbeholder EU-landene sig ret til at tilbageholde materiale, der kan føre til idømmelse af dødsstraf. Samarbejde Samtidig skal de drøfte et tættere samarbejde mellem det europæiske Europol og amerikanske efterforskere. Her er problemet, at de europæiske krav til retssikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger er for skrappe til USA. Topmødet skal også forberede FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i efteråret. Her er de to parter fundamentalt uenige om klimapolitikken, hvor Bush sidste år trak sig ud af den internationale Kyotoaftale om nedskæring af drivhusgasserne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her