I sidste uge offentliggjorde Israel 103 sider dokumenter som bevis for, at Yassir Arafat kendte til, finansierede og stod bag en række terrorangreb imod israelere under den 19 måneder lange intifada. Da ministerpræsident Ariel Sharon i denne uge besøgte USA's præsident, George W. Bush, tog han dokumentsamlingen med for blandt andet at overbevise den amerikanske præsident om, at Arafat ikke mere kan opfylde rollen som fredspartner. I stedet forsøgte Sharon at overbevise Bush om, at USA og Israel i fællesskab skal arbejde på at etablere alternative palæstinensiske ledere, der kan erstatte Arafat, som til gengæld kunne få en symbolsk, men ikke udøvende lederpost. Tvivl om beviserne Men nu rejses der alvorlig tvivl om, hvorvidt den israelske samling af dokumenter rent faktisk er belastende for Arafat. Eller om de i virkeligheden er så fordrejede, at der er tale om ren propaganda. 'Dokumenterne beviser det modsatte' Den britiske journalist og kommentator Robert Fisk hælder mest til den sidste holdning. Han skriver i avisen The Independent, at den israelske dokumentsamling om Yassir Arafat beviser lige nøjagtig det modsatte af, hvad Israel mener at have bevist. Udeladelser og fordrejninger I stedet for at bevise, at Yassir Arafat er en af verdens mest magtfulde terrorister, beviser de, at Arafat er en af de mest magtesløse mænd i Palæstina. Robert Fisk refererer til nogle af de mange dokumenter, hvor han mener, at den israelske militære efterretningstjeneste har udeladt, misforstået eller direkte fordrejet indholdet. I stedet for at bevise, at Arafat står bag bl.a. andet terrorangrebet i januar i år i en festsal i Hadera, hvor seks mennesker blev dræbt og 35 kvæstet, fremgår det ifølge Fisk af dokumenterne, at de pågældende terrorister har forladt Yassir Arafats organisationer og i stedet udfører terroraktionerne for organisationer, der betaler bedre. Teenageterrorist standset af selvstyret Et andet dokument skulle i den israelske version vise, hvordan unge palæstinensere er involveret i terror. Men de oprindelige, arabiske dokumenter viser ifølge Fisk, at en 17-årig militant palæstinenser faktisk blev standset i sit forehavende af Arafats selvstyre. Dette havde den israelske efterretningstjeneste udeladt i oversættelsen, skriver Robert Fisk. Interview med fange Han beskylder også Israel for at have manipuleret med et af de dokumenter, der har skabt megen opmærksomhed i USA. Det drejer sig om et dokument, hvor militante palæstinensere angiveligt skulle bede om penge til at fremstille bomber og andre våben, og hvor navnet på Arafats finansanvarlige, Fouad Shabaki, ifølge israelerne skulle figurere. Navnet ikke med i originalen Men ifølge Robert Fisk optræder det pågældende navn slet ikke i originalen. Til gengæld, noterer Fisk, viser dokumentet, hvor mange penge de militante palæstinensiske organisationer rent faktisk har at gøre godt med - også uden støtte fra Arafat. Skillelinjer mellem grupperinger udvisket Det er dog ingen hemmelighed, at skillelinjerne mellem de forskellige palæstinensiske grupperinger er blevet udvisket under den 19 måneder lange intifada, hvor beslutninger er blevet truffet i fællesskab af de nationale modstandskomiteer - hvor også folk med tilknytning til Arafat sidder med. At penge, våben, sprængstof og mandskab har flydt frit mellem organisationerne fremgår blandt andet af et interview med en leder af Fatah-bevægelsens Al Aqsa-brigader i Jenin, der torsdag blev offentliggjort i New York Times. Interview med efterretningstjenesten 31-årige Abdel Karim Oweis blev arresteret i Ramallah i forrige måned og blev interviewet i et israelsk fængsel under tilstedeværelse af en officer fra Shabak-efterretningstjenesten. Oweis var oprindelig officer i den palæstinensiske Generelle Efterretningstjeneste og støttede Osloaftalerne, hvilket bl.a. betød, at han deltog i arrestationer af militante muslimer. Da intifadaen begyndte i slutningen af september 2000, havde Oweis besluttet sig for væbnet kamp. Han gik ind i Al Aqsa-brigadene, der er en del af Fatah-bevægelsen, og som han stadig betragter sig som en del af. Stod bag aktioner Han planlagde og deltog i en række bagholdsangreb på israelske biler, lige som han i samarbejde med en ven sendte to bevæbnede unge mænd til Afula i Israel, hvor de med rifler skød om sig på gaden og nåede at dræbe tre mennesker, inden de selv blev dræbt. I februar i år sendte han en ung kvinde af sted på en selvmordsmission - hun sprængte sig i luften ved en israelsk vejspærring, sårede tre. 'Uden frihed, intet liv' Og i marts måned stod han bag yderligere en selvmordsaktion i Jerusalem, hvor tre mennesker blev dræbt. Om de unge selvmordsterroristers følelser, når han sender dem af sted, siger Abdel Karim Oweis til New York Times: »Folk går i døden på deres egne to fødder. Uden frihed er det her ikke noget liv«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig

Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























