Spion takker for livstidsdom

Lyt til artiklen

Da Robert Hanssen klædt i en grøn fængselsuniform fredag modtog sin livstidsdom ved en forbundsdomstol i Virginia af dommer Claude Tiltron, takkede Hanssen alle de tilstedeværende. Det havde den amerikanske spion også god grund til. Hanssen stod til en dødsdom. I stedet beholder han nu livet, og hans hustru, Bonnie, vil oven i købet få udbetalt dele af hans statspension. 12 mio. kr. i betaling I 15 år spionerede den nu 58-årige Robert Philip Hanssen først for den hedengangne Sovjetunion og siden for Rusland. Han solgte ud af sit lands hemmeligheder til Moskva for 12 millioner kroner i kontanter og diamanter. Stod til dødsstraf Da Hanssen blev anholdt 18. februar 2001, risikerede han dødsstraf. Han stod til at blive den første amerikaner, der blev henrettet for spionage, siden ægteparret Ethel og Julius Rosenberg blev ført ind i dødskammeret i 1953 for at have solgt ud af USA's atomhemmeligheder. Studehandel Hanssen reddede livet og sin pension ved at indgå en studehandel med anklagemyndigheden. Han skulle lægge alle kort på bordet om sin årelange spionagevirksomhed. Til gengæld fik han lov til at beholde livet, og Bonnie Hanssen vil få udbetalt, hvad der svarer til 320.000 kroner om året. Ægtemanden må så leve med, at hans livstidsdom er uden mulighed for prøveløsladelse. 'Russerne burde betale pensionen' Amerikanerne er splittede over især pensionsbidraget. Nogle siger, at russerne burde betale Hanssens pension, mens andre mener, at spionens samarbejde i årene fremover ikke kan vurderes i dollar og cent. Bedemanden Motiverne til Hanssens forræderi er stadig uklare. Han var en hengiven katolik, elskede sin hustru og deres seks børn, hadede kommunismen og var ikke grådig. Alligevel blev han en af russernes mest effektive spioner. Journalist David Vise fra avisen Washington Post har i bogen The Bureau and the Mole forsøgt at give en forklaring på Hanssens nærmest skizofrene opførsel og liv. Ville være den bedste Vise skriver, at Hanssen ønskede at være spionen over alle spioner. Han kunne ikke nøjes med at være en god, amerikansk spion. For at demonstrere sine overlegne evner, måtte han også snyde sine egne ved at spionere mod dem indefra. Og ikke nok med det - han snød også russerne, som aldrig fandt ud af, hvem han virkelig var. Dobbeltliv Spionvirksomheden var ikke Hanssens eneste hemmelighed. Hele hans tilværelse var baseret på et dobbeltliv. Den gode katolik og hengivne ægtemand var også fascineret af pornografi og stod i forhold til flere forskellige strippere. Et af elskerindernes og strippernes kælenavne for den mystiske Hanssen var Bedemanden. Hyret af russerne i 1985 I 1976 startede Hanssen sin karriere i det amerikanske forbundspoliti FBI. I 1985 blev han hyret af den sovjetiske efterretningstjeneste. Han fortsatte som spion for Rusland efter Sovjetunionens opløsning. I en periode i midten af 1990'erne opgav han spionvirksomheden, men tog den så op igen. Allerede i 1997 fik FBI mistanke til Hanssen, men først i 2000 begyndte man at overvåge hans aktiviteter. Et år senere slog man til og anholdt ham. Mange af Robert Hanssens tidligere kolleger har stadig svært ved at forstå, at han levede et dobbeltliv. Det samme gælder tilsyneladende hans familie. Hustruen Bonnie og de seks børn besøger ham regelmæssigt i fængslet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her