På den lille ø Bahrain i Den Arabiske Golf blev der i denne uge taget et stort skridt mod at introducere demokrati. Et lokalvalg gik over al forventning - selv oppositionen havde ikke nogen nævneværdig kritik - og valget ventes at danne model for parlamentsvalg senere på året. Og skønt østaten Bahrain ikke er en af regionens sværvægtere, kigger naboerne nervøst på udviklingen. Saudi-Arabien følger nøje med For de risikerer, at succesen smitter, og at også deres egne befolkninger opdager, hvor let det kan være at indføre demokrati. Især Saudi-Arabien, hvor kongefamilien sidder fast på tronen og ikke afgiver en tøddel af sin politiske magt, nævnes igen og igen som et af de lande, der følger den lille nabo nøje. Progressiv kongefamilie »De (den saudiske kongefamilie, red.) er bange. De kan se, at det demokratiske eksperiment i Bahrain går godt. Og de kan se, at deres egen befolkning, der kulturelt set ligner bahrainernes meget, bliver opmuntret til at kræve mere demokrati«, siger Salama Ahmed Salama, en fremtrædende politisk analytiker og kommentator. Bahrains kongefamilie, med kong Hamad bin Isa al-Khalifa i spidsen, har vist sig usædvanlig progressiv med regionens målestok. Ikke blot har den afholdt regionalvalg, der var de første i over 30 år, og som betegnes som både frie og fair. Den tillod også kvinder at stille op til valgene. Ti pct. kvinder på valg 30 ud af 306 kandidater var kvinder, og det er lidt af en revolution i islams konservative hjerteområde, Den Arabiske Halvø. Og ganske vist blev ingen af kvinderne stemt ind, men de ser sig selv som isbrydere, der vil gøre det lettere for deres medsøstre at komme ind ved senere valg. Spændinger er lettet Og valgene har kraftigt lettet spændingerne mellem landets shiamuslimske flertal og den sunnimuslimske kongefamilie, fordi det har givet shiaerne flere rettigheder - heller ikke en almindelig begivenhed med arabiske øjne. Men der er selvfølgelig grænser for jubelen. Kongen vil som led i reformerne udnævne en lovgivende forsamling, der skal arbejde sammen med det valgte parlament. Uafklarede magtforhold Parlamentet vil fortsat have stor magt, men hvordan forholdet mellem de to vil fungere i praksis, vides endnu ikke. Og pressefrihed er det endnu så som så med. Al-Jazeera smidt ud Den fremtrædende arabiske tv-kanal Al-Jazeera er blevet smidt ud af landet og måtte ikke rapportere direkte fra valget. Stationen påstår selv, at regeringen har beskyldt den for at være »zionistisk« og »aktivt søge at skade Bahrain«, fordi den udsendte billeder af antiamerikanske protester i Bahrain, der er hjemsted for en stor amerikansk flådeenhed. Det har regeringen ikke villet kommentere, men den bekræfter, at den har lukket Al-Jazeeras kontor.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























