De 13 militante palæstinensere, der efter ophævelsen af belejringen af Fødselskirken i Betlehem kom til Cypern, kan nu blive sendt i eksil i Spanien, Italien, Irland, Belgien, Portugal og Grækenland. Disse seks lande erklærede sig på et møde mellem EU's udenrigsministre villige til at tage imod palæstinenserne. »Det ser ud til, at der er fundet en løsning i dag. Men det er helt tydeligt, at vi har brug for en juridisk arbejdsgruppe, der hurtigst muligt kan få klarlagt palæstinensernes status. Vi ved ikke, hvem de er, og hvad de har gjort. Vi ved ikke, hvilken status de vil få, hvilke visumregler de vil høre under, og om de vil blive omfattet af Schengen-reglerne«, sagde den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), der afviste, at Danmark på det foreliggende grundlag ville være i stand til at modtage nogen af de eksilerede palæstinensere.
Seks EU-lande vil tage imod militante palæstinensere
Lyt til artiklen