Et nyt terrorangreb har dræbt 34 og rystet den nordlige indiske delstat Kashmir. Indisk militær har svaret på det sprog, de kender bedst: Svære kanoner har sendt granater i hundredvis ind over grænsen til Pakistan, og pakistansk artilleri har givet igen med samme mønt. I fem døgn har duellen raset, og det er atter de civile i den omstridte delstat, der må betale prisen i form af menneskeliv og ødelagte landsbyer og marker. Samtidig er den politiske spænding mellem de to lande taget til, så den vestlige verden er blevet bekymret. Terrorangrebet gik ud over en militærforlægning. Mange af de 34 omkomne var børn af og hustruer til soldater. Det følger et andet terrorangreb i december mod det indiske parlament. Indien hævder, at de islamiske terrorister, der kæmper for at løsrive Kashmir, opererer med støtte fra Pakistan, hvor de både har baser og forsyninger. Det benægter Pakistan. For fire måneder siden lovede Pakistans selvudråbte præsident, Pervez Musharraf, at slå ned på de yderliggående militante muslimer i den pakistanske del af Kashmir. Flere tusinde blev anholdt, men de fleste er sat på fri fod igen. De to naboer, som begge har atomvåben, har siden nytår haft flere hundrede tusinde soldater opmarcheret langs grænsen, nogle rapporter taler om op mod en million. Derfor har USA og Vesteuropa travlt med at forsøge at dæmpe den tiltagende spænding. En krig i Sydasien vil være ødelæggende for Vestens egen krig mod terror - både fordi det fjerner fokus fra Osama bin Laden og al-Qaeda, og fordi den pakistanske leder Musharraf er blevet en vigtig allieret. USA sender i begyndelsen af juni viceudenrigsminister Richard Armitage til Indien og Pakistan. EU's udenrigskommissær, Chris Patten, indleder samme tur i dag. Men fredsforsøgene vanskeliggøres af, at Kashmirkonflikten er blevet et instrument for den indiske konservative hindu-nationalistiske BJP-regering til at fjerne opmærksomheden fra nationale problemer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























