Mindst 200 mennesker, hvoraf mange var politibetjente og soldater, er blevet dræbt af en dødspatrulje i Kisangani i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (det tidligere Zaire). Det rapporterer den britiske radio BBC. Ofrene blev kastet i to floder, som løber gennem Kisangani, eller blev smidt i massegrave, fremgår det af en rapport fra lokale hjælpearbejdere og menneskerettighedsorganisationer. Drabene menes at være begået af Amazulu-dødspatruljen, en gruppe, som består af congolesiske og rwandiske oprørskommandoer. Den var angivelig rettet mod illoyale congolesiske betjente og soldater i Kisangani, som kontrolleres af oprørere med støtte fra regeringen i nabolandet Rwanda.
200 dræbt af dødspatrulje i DR Congo
Lyt til artiklen