Svenskerne drikker mere og mere, og eksperter frygter, at antallet af alkoholmisbrugere vil stige over de kommende år. Det skriver avisen Svenska Dagbladet fredag. Der er et markant skift i svenskernes drikkevaner over de senere år, der har fået eksperter til at slå alarm. Mere alkohol i hverdagen Tidligere har der været tradition for, at svenskerne ikke rørte alkohol på hverdage, men til gengæld drak sig en reel brandert på i weekenderne. Det sidste gør mange svenskere stadig, men over de seneste par årtier har svenskerne tillagt sig sydeuropæernes - og danskernes - drikkevaner med vin til maden flere dage i ugen. Frygter stigning i alko-sygdomme »Kurven over drikkeriet går opad. Vi fortsætter med at drikke os fulde i weekenderne, og dertil drikker vi nu nogle flasker vin i løbet af ugen«, siger Tom Palmstierna, der er læge ved Beroendecentrum i Stockholm, til Svenska Dagbladet. Han frygter, at det stigende alkoholforbrug får alvorlige konsekvenser i fremtiden i form af en stærk stigning i såkaldt alkoholrelaterede sygdomme. Han peger på, at mange flere vil få skrumpelever, hjerne- og nerveskader og demens. Sociale konsekvenser Desuden advarer svenske eksperter om alvorlige sociale konsekvenser af det øgede drikkeri. I kølvandet følger flere tilfælde af spritkørsel ( rattfylleri på svensk), flere tilfælde af kvindemishandling og overgreb på børn. Desuden sker der også flere ulykker, når folk er påvirket af sprit ligesom folks arbejdsindsats reduceres. Unge har markant forbrug De svenske eksperter er især bange for de unge i aldersgruppen 15-25 år, hvor der er konstateret et markant stigende forbrug af øl, vin og stærk sprit. Unge i Sverige har fået lettere adgang til alkohol, og desuden er prisen faldet markant over de senere år. VM-morgenøl er et symptom Det seneste eksempel på svenskernes mere liberale holdning til alkohol har vist sig under VM i fodbold. Mange ønsker at drikke en såkaldt VM-øl, mens de på arbejde ser transmissioner fra kampene. »Øl fra morgenstunden ville aldrig have fundet sted for bare 10 år siden. Men VM-øllen afspejler meget godt den nye indstilling til alkohol«, siger Håkan Leifman ved Centrum for Socialvidenskabelig Alkohol og Narkoforskning ved Stockholms Universitet. 15 pct.-stigning på fem år I fjor var forbruget af alkohol 9,2 liter per person i Sverige. Det er en stigning på 15 procent sammenlignet med for fem år siden. Stærkøl står for den største stigning siden 1996 - hele 47 procent. Vin står for den næststørste stigning med 43 procent samme periode. Danskerne drikker mere Trods tendensen til mere druk hinsidas, er svenskerne endnu ikke så drukfældige som danskene - i Danmark forbruges der cirka 11 liter sprit per person per år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























