FN's krigsforbryderdomstol i Haag afviste i dag en appelsag, som tre tidligere bosnisk-serbiske kommandører havde anlagt for at få omstødt en banebrydende dom mod dem for voldtægt og seksuelle overgreb, der blev behandlet som forbrydelser mod menneskeheden. I februar 2001 idømte Haag-domstolen Dragoljub Kunarac, Radomir Kovac og Zoran Vukovic mellem 12 og 28 års fængsel for i 1992 at have begået voldtægt, seksuelle overgreb og tortur mod muslimske kvinder og piger - nogle så unge som 12 år. Det var første gang, at den internationale krigsforbryderdomstol behandlede en sag, der udelukkende omfattede seksuelle forbrydelser, og at den behandlede disse som forbrydelser mod menneskeheden.
Krigsforbryderdomstol afviser appelsag
Lyt til artiklen