Hykleri om domstol

Lyt til artiklen

Selv om Danmark er en stærk fortaler for Den Internationale Straffedomstol, så har Danmark og 18 andre lande med fredsbevarende styrker i Afghanistan sørget for, at deres soldater nyder immunitet og ikke kan retsforfølges. USA, som er kritiseret for ikke at ville underskrive traktaten om krigsforbryderdomstolen, taler om hykleri og dobbeltmoral. Kampagne for at underminere domstol Den amerikanske regering fører i øjeblikket en kampagne for at underminere domstolens muligheder for at retsforfølge amerikanske soldater i udlandet, inden traktaten træder i kraft 1. juli. Alle EU-medlemmer har underskrevet og ratificeret aftalen om domstolen, og de europæiske lande kritiserer voldsomt USA for ikke at ville tage sit ansvar, når det gælder menneskerettigheder og soldaters eventuelle overgreb på slagmarken. Derfor kommer afsløringen af, at europæerne selv har fået gennemført immunitet for den internationale fredsstyrke i Afghanistan, som manna fra himlen for amerikanerne. Oppositionen kræver en forklaring Afsløringen fik straks torsdag den danske opposition til at kræve en forklaring af regeringen. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) sagde til Ritzau: »Det er yderst kritisabelt, hvis den danske regering er gået med til aftalen uden at orientere Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Hvis regeringen har valgt at stå uden for aftalen, så skulle vi i givet fald også have haft det at vide, da der er tale om en udenrigspolitisk beslutning af vidtrækkende betydning«. Uforstående Helveg »Hvis nu 20 europæiske regeringer har betinget sig noget, som ligner det, amerikanerne kræver, så vil det selvfølgelig blive udnyttet af USA. Det er i givet fald en principiel afvigelse fra et vigtigt europæisk standpunkt, som jeg simpelthen ikke kan forstå«, siger Helveg Petersen. Det var den velanskrevne avis Washington Post, som torsdag kunne afsløre, at Storbritannien på vegne af 19 lande med fredsbevarende styrker i Afghanistan - den såkaldte International Security Assistance Force (ISAF) - har indgået en aftale om immunitet med den afghanske overgangsregering. Aftale underskrevet i januar Aftalen kan læses på det britiske forsvarsministriums hjemmeside på internettet. Her fremgår det, at Østrig, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, New Zealand, Holland, Norge, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Storbritannien underskrev aftalen i London 10. januar. Belgien, Bulgarien og Tjekkiet underskrev først senere. Storbritannien overdrog torsdag ledelsen af ISAF til Tyrkiet. Ifølge en såkaldt militærteknisk aftale er den afghanske »overgangsregering enig i, at ISAF og støttepersonel, herunder kontaktpersonel, ikke kan overgives til eller overføres til varetægt i et internationalt tribunal eller anden enhed eller stat«, uden at den stat, soldaterne kommer fra, indvilger. Så sent som mandag aften beskyldte EU ved et ministermøde i Luxembourg USA for at underminere aftalen. Europæerne kritiserede USA for at gøre alt for at beskytte sine egne soldater mod Straffedomstolen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her