Israel omringer Arafats hovedkvarter

Lyt til artiklen

Israelske kampvogne og bulldozere omringede i nat igen palæstinenserlederen Yasser Arafats hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden. Ifølge øjenvidner hørtes der eksplosioner, da de israelske kampvogne og militære køretøjer rykkede ind i Ramallah. Den israelske hær har samtidig indført udgangsforbud både i Ramallah samt i den nærliggende flygtningelejr al-Amari og nabobyen al-Bireh. Dansk fredsaktivist i hovedkvarteret Ifølge den danske fredsaktivist Tommy P. Nielsen, der siden i fredags har befundet sig i Arafats hovedkvarter, har kampvogne og bulldozere taget opstilling mindre end 100 meter fra bygningerne. En palæstinensisk sikkerhedskilde, der befinder sig i hovedkvarteret, siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at de israelske styrker endnu ikke er kommet ind på hovedkvarterets grund. Israel har indledt langvarrig operation Den israelske hær har ikke kommenteret fremrykningen i Ramallah. Sidst israelske styrker kørte ind i byen var den 10. juni, hvor de blev i næsten tre dage og anholdt omkring 75 mistænkte militante palæstinensere. Også dengang omringede kampvogne Arafats hovedkvarter, der i dag er stærkt beskadiget. I går erklærede Israel, at hæren lægger op til en langvarig operation mod palæstinenserne på Vestbredden, efter at to selvmordsbomber i Jerusalem og et angreb på en jødisk bosættelse i sidste uge kostede 31 israelere livet. Hamas-leder anholdt De palæstinensiske terrorangreb har sat Arafat under pres for at slå ned på de militante palæstinensere. Søndag aften reagerede Arafat på presset, da stifteren af gruppen Hamas, Ahmed Yassin, blev sat i husarrest i Gaza By. Ifølge Abdel-Hamid Yassin, der er søn af Hamas-stifteren, var familien ikke på forhånd blevet orienteret om beslutningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her