Egypter bag skuddrama i Los Angeles

Lyt til artiklen

Tre mennesker blev dræbt og mindst syv personer såret, da en egyptisk mand sent torsdag åbnede ild ved det israelske luftfartsselskab El Als skranke i Los Angeles´ Internationale Lufthavn. En række repræsentanter for myndighederne betegnede alle skyderiet som en isoleret begivenhed. Mens amerikanerne fejrede deres uafhængighedsdag torsdag fik de et mindre chok, da der opstod et skuddrama i Los Angeles internationale lufthavn ved det israelske luftfartsselskab El Als billetskranke. Ikke terror Over 900.000 mennesker passerede torsdag gennem lufthavnen, som er den tredie mest travle i verden. Mens de amerikanske myndigheder ikke umiddelbart betragtede skyderiet som et terrorangreb, kom israelske ministre til den modsatte konklusion. »Der er alle betingelser for at antage, at det var et terrorangreb«, sagde den israelske transportminister, Ephraim Sneh, til det amerikanske tv-selskab CNN. »Når en bevæbnet mand skyder mod El Al-passagerer i en international lufthavn, må man gå ud fra, at det er terrorisme«, sagde Sneh. Kun en gerningsmand FBI oplyser fredag morgen, at der syntes at være en enkelt gerningsmand, en 41-årig egypter, som boede i Irvine, Californien, som blev dræbt af en El Als sikkerhedschef. Hesham Mohamed Hadayet har boet i USA siden 1992, men han havde ikke amerikansk statsborgerskab, oplyser CNN. FBI oplyser, at manden arbejdede som chauffør i USA. Han brugte to skydevåben, dels en stor 45-kaliber og en 9 mm pistol. Han var desuden bevæbnet med en kniv. De øvrige dødsofre var 46-årig mand og en 20-årig kvinde. Skrappeste foranstaltninger El Al-flyselskabet har de formentlig skrappeste sikkerhedsforanstaltninger blandt alle verdens flyselskaber. Sikkerheden blev skærpet efter palæstinensiske terroraktioner i 1970'erne og angreb på El Al-skranker i lufthavnene Rom og Wien i 1985, der kostede henholdsvis 13 og tre mennesker livet. Uanset hvor El Al flyver hen, medbringer selskabet egne bevæbnede vagter fra check-in til slutdestinationen. Nogle palæstinensere og andre arabere oplever ofte El Al-kontrollen som diskriminerende og ubehagelig, fordi de synes at være genstand for særlige undersøgelser og tilmed kropsvisitation. Omkring otte timer efter skyderiet plomberede sikkerhedspolitiet i lufthavnen en bil på parkeringsområdet, som politiet sagde tilhørte attentatmanden. Senere gennemsøgte FBI-folk et lejlighedskompleks i Irvine i det sydlige Californien, 50 km. syd for lufthavnen. Fly styrtet ned i forstad Skuddramaet fandt sted kl. 20.30 dansk tid. Næsten samtidig styrtede et mindre fly ned i en gruppe mennesker nær en forlystelsespark øst for Los Angeles, USA. Seks mennesker blev alvorligt såret, oplyste brandvæsenet i Los Angeles. Californiens guvernør, Gray Davis, sagde til det amerikanske tv-selskab CNN, at flyet havde haft mekaniske problemer umiddelbart forud for styrtet. Der syntes således ikke at være sammenhæng mellem flystyrtet og skyderi i Los Angeles' Internationale Lufthavn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her