Den alvorlige økonomiske og politiske krise i Zimbabwe får nu EU til at overveje at skærpe sanktionerne mod det upopulære styre i Harare. Med risiko for alvorlig fødevaremangel for mere end seks millioner mennesker og med stadig flere politiske overgreb mod oppositionen fra regeringens side ventes udenrigsministrene fra de 15 EU-lande mandag at udvide listen over personer omkring præsident Robert Mugabe, som ikke vil kunne få visum til Europa. »Mit gæt er, at der vil ske en udvidelse af visumforbuddet«, sagde Danmarks EU-ambassadør, Poul Skytte Christoffersen, fredag i Bruxelles. Vågeblus EU har allerede indført såkaldt målrettede sanktioner mod Mugabe og præsidentens inderkreds. Samtidig er det økonomiske og politiske samarbejde med styret i Harare sat på vågeblus. De skarpe reaktioner fra Europa og USA har dog ikke formået at få Robert Mugabe til at skifte kurs. Mugabe har givet sin velsignelse til ulovlige beslaglæggelser af hvide farmeres jord, han har slået ned på oppositionen og på pressen, og hans regering er i åbent opgør med landets domstole. Senest har Mugabe krydset klinger med højesteret, da en amerikansk journalist, Andrew Meldrum, blev frikendt for anklager mod ham for at have skrevet løgnagtigt om regeringen. Næppe var Meldrum, der skriver for den britiske avis The Guardian, blevet frikendt, før Mugabe beordrede ham udvist. Forleden satte Zimbabwes højesteret imidlertid udvisningsordren ud af kraft. Regeringens opgør med Andrew Meldrum ses som et led i Mugabes forsøg på at stække landets presse. Politisk budskab EU-sanktionerne mod Mugabe og dennes støtter er først og fremmest ment som et politisk budskab, siger en britisk EU-diplomat i Bruxelles. »De (sanktionerne, red.) skader ikke befolkningen, men de sender et meget, meget klart signal om, at regeringens handlinger er uacceptable«, siger diplomaten. Zimbabwe er ramt af tørke, som har ført til alvorlig fødevaremangel, og situationen ventes forværret af de mange besættelser af hvide farmeres landbrug. Dertil kommer, at Zimbabwes økonomi er i en miserabel forfatning som følge af regeringens politiske vanrøgt af landet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























