Nordkorea har i et brev til Sydkorea beklaget et søslag, der i sidste måned kostede fem sydkoreanske sømænd livet. Brevet vender op og ned på den krigeriske holdning, der hidtil har forsuret forholdet mellem de to Koreaer, siger en sydkoreansk embedsmand. I telegrammet til den sydkoreanske genforeningsminister foreslår den nordkoreanske embedsmand, der er afsender, også samtaler mellem embedsmænd fra de to lande i næste måned, skriver Reuters. På det foreslåede møde skal deltagerne diskutere møder på højere niveau og en genoptagelse af fastkørte forsoningsprojekter, heriblandt en genopretning af jernbaneforbindelse mellem de to Koreaer. Nordkorea har tidligere anklaget Sydkorea og USA for sammenstøddet 29. juni, hvor skibe fra den nordkoreanske flåde beskød og sænkede en sydkoreansk fregat. Fire sømænd mistede livet, 19 blev såret. En enkelt, som forsvandt, formodes død.
Nordkorea beklager søslag
Lyt til artiklen