Gibraltar som NATO-base

Lyt til artiklen

Gibraltar kan blive en NATO-base under britisk herredømme, men som alle medlemslande har adgang til - også Spanien. Det er et nyt forslag fra den britiske regering, der måske kan blive løsningen for den omstridte kolonis fremtid. Gibraltar har været et stridspunkt mellem Storbritannien og Spanien i 300 år, og forhandlinger gennem det seneste år har været resultatløse. Vigtig base for briterne Gibraltarklippen ligger på Spaniens sydligste spids ved indsejlingen til Middelhavet, hvor den er en vigtig flåde- og flybase for briterne. Gibraltar blev erobret af den britiske admiral George Rooke i 1704 under den spanske arvefølgekrig. Ved krigens slutning i 1713 indrømmede den spanske konge i Utrechttraktaten, at Gibraltar tilhører Storbritannien, men han fik indføjet en klausul om, at hvis briterne nogensinde vil forlade Gibraltar, skal området først tilbydes til Spanien. Opfatter sig som briter Den del af aftalen huer ikke de 27.000, der bor i den lille britiske koloni. De opfatter sig som briter. Hvis de ikke kan blive ved med at være det, vil de være selvstændige. Folkeafstemning i efteråret Torsdag aften meddelte Gibraltars førsteminister, at man vil afholde en folkeafstemning om områdets fremtid - formentlig til oktober. Og den løsning modsætter den spanske regering sig. Skal være 100 procent spansk Den har hele tiden krævet, at Gibraltars status skal ændres til at være 100 procent spansk. Derfor afviser Spanien også et britisk krav om, at en forhandlingsløsning mellem de to lande skal sendes til afstemning blandt Gibraltars indbyggere, for de vil kun anerkende selvstyre. Nyt britisk udspil Med disse holdninger har stridens fronter været stivnet, men nu kommer den britiske regering med en ny model. Forslaget kom fra den britiske europaminister Peter Hain torsdag i et interview med det spanske dagblad El País, og det blev senere på dagen gentaget af premierminister Tony Blair på et pressemøde i London: Militærbasen på Gibraltar kan blive overført til NATO, så alle medlemslande får adgang, dermed også Spanien. »Men Storbritannien skal fortsat have kontrollen over basen. Punktum«, understregede Peter Hain. Tvivler på den spanske regerings styrke Han satte spørgsmålstegn ved, om den spanske ministerpræsident Jose Maria Aznars regering er stærk nok til at gøre de indrømmelser, der skal til for at nå frem til en aftale om Gibraltar. »Vores besked til Madrid er, at vi er nødt til at få svar på, om den spanske regering er i stand til at tage stilling til dette vigtige spørgsmål. Spanien og Jose Maria Aznars regering har mulighed for at indgå en historisk aftale og løse denne strid«, sagde Peter Hain. Den spanske udenrigsminister, Ana Palacio, afviste pure at kommentere det britiske udspil »før London lægger sit forslag på forhandlingsbordet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her