Avis: USA har ny plan for invasion af Irak

Lyt til artiklen

En ny plan for at styrte Iraks leder, Saddam Hussein, er ifølge avisen New York Times ved at tage form i USA. Ifølge planen skal hovedstaden Bagdad indtages først, hvilket vil lamme resten af Irak, som dermed ikke kan anvende masseødelæggelsesvåben mod amerikanske styrker. Tidligere mere omfattende planer betegnes som fantasiløse, og derfor drøfter den amerikanske ledelse ifølge New York Times nu andre muligheder. En af mulighederne er at besætte Bagdad efter en intensiv forberedelse gennem luftangreb, som blandt andet skal neutralisere den irakiske hovedstads stærke luftforsvar. Ny plan kræver færre soldater Besættelsen af Bagdad skal herefter gennemføres ved at landsætte styrker fra luften, en normalt yderst risikofyldt aktion, skriver New York TImes, som tidligere har afsløret amerikanske angrebsplaner mod Irak. Den nye plan skulle angiveligt kræve betydeligt færre soldater - måske omkring 70.000 - men betydeligt færre end den kvarte million, som ville være nødvendige ved en mere traditionel invasion af Irak, således som det skete i 1991. Blairs rådgivere: Invasion ulovlig Artiklen i New York Times' kommer samtidig med, at den britiske regerings juridiske rådgivere advarer om, at britisk deltagelse i et amerikansk angreb på Irak er ulovligt uden en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd. Blair har lovet den amerikanske præsident, George W. Bush, at USA kan regne med fuld opbakning fra de britiske styrker, hvis amerikanerne beslutter at indlede operationer mod Irak. Blair har dog understreget over for Bush, at den britiske støtte er betinget af, at alle muligheder for at få Irak til at genoptage våbeninspektionerne er udtømte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her