Kritik, men ikke smæk til Kairo for aktivistdom

Lyt til artiklen

En dom på syv års fængsel til Egyptens førende menneskerettighedsaktivist er blevet modtaget med harme over hele verden. Men umiddelbart ser ingen ud til at ville omsætte harmen i kroner og øre - Egypten fortsætter med at være en stor modtager af f.eks. dansk ulandshjælp. I en udtalelse udsendt af det danske EU-formandskab erklærer unionen sig »dybt bekymret« over dommen over Saad Eddin Ibrahim samt mindre fængselsstraffe til seks af hans ansatte ved Ibn Khaldoun Centret. Knægtelse af menneskeretsaktivister Andre iagttagere var mere bramfri. »Denne retssag (.) har som mål at knægte menneskerettighedsbevægelsen i Egypten«, hed det således i en erklæring fra Amnesty International. Og avisen Washington Post kalder anklagerne »åbenlyst opdigtede«. Alle syv dømte ventes at appellere deres domme, og EU lover at »fortsætte med at følge sagen«. Saad Eddin Ibrahim blev dømt for en række forbrydelser, for eksempel ulovligt at have modtaget penge fra udlandet, da EU tildelte ham penge til at lave en oplysningsfilm om demokrati. Vestligt tilløbsstykke Retssagen har været et tilløbsstykke for vestlige iagttagere, og uden for referat har luften været tyk af kritik af den lemfældige måde, den er foregået på. Både vestlige diplomater og organisationer som Amnesty har brugt udtrykket »skueproces«. Ibrahim-sagen har ifølge Politikens oplysninger været nævnt som et stort problem på møder mellem f.eks. EU og Egypten, og også USA har fordømt kendelsen. Ingen økonomiske konsekvenser Alligevel ser sagen ikke ud til at få økonomiske konsekvenser for Egypten. Landet er den næststørste modtager af amerikansk ulandsstøtte, kun overgået af Israel. Og Danmark, hvor regeringen ellers taler om at bruge bistandsmidlerne som straf mod diktatoriske regimer, har Egypten som en af sine største bistandsmodtagere. Programsamarbejdsland Egypten er et af Danmarks 15 såkaldte programsamarbejdslande og forventes i år at modtage støtte på 130 millioner kroner. Det er lidt mindre end i tidligere år, men det skyldes den generelle beskæring af ulandshjælpen under den nye regering. Ifølge Politikens oplysninger er der ingen overvejelser om at skære yderligere i støtten. Det har dog været umuligt at få en officiel kommentar til sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her