Schröder advarer USA mod angreb på Irak

Lyt til artiklen

Den tyske kansler, Gerhard Schröder, advarer nu USA om, at et angreb på Irak kan få den internationale alliance mod terrorisme til at gå i opløsning. Dermed skærpes den europæiske kritik af USA's Irak-kurs, men det danske EU-formandskab vil ikke præsentere kritikken for USA. Socialdemokraten Schröder har indtaget en fast holdning om at afvise en amerikanskledet intervention i Irak, hvilket han benytter som et hovedelement i valgkampen forud for forbundsdagsvalget den 22. september. »Det (et angreb, red.) vil ikke blive klart forstået som en forsvarsmæssig foranstaltning og kan ødelægge den internationale alliance mod terrorisme. Denne kamp er ikke helt vundet endnu, og det er derfor, at jeg advarer imod et angreb på Irak«, erklærede Schröder, da han onsdag svarede på et spørgsmål fra en læser i den tyske avis Bild. Frankrig er heller ikke med Også den nye franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, har lagt luft til planerne ved i et interview at stemple en krig mod Irak som »uaktuel«. Efter flere ugers pressespekulationer udtalte USA's præsident, George W. Bush, i søndags, at den amerikanske administration vil støtte et systemskifte i Irak med alle til rådighed stående midler. Lykketoft: EU bør samles om advarsel mod krigsplaner Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) opfordrer onsdag i Politiken den danske regering til at udnytte EU-formandskabet til at samle medlemslandene om en advarsel mod en militær invasion af Irak. En militær aktion må kraftigt frarådes, da den kan udløse voldsomme reaktioner i den arabiske verden og i Mellemøsten, siger Lykketoft. »Man kan ikke både være uenig i klogskaben i en aktion af den type og så stille op til den. Det tror jeg også vil være holdningen i de allerfleste vesteuropæiske lande. Det danske formandskab skulle bruge sin energi på at få linet de synspunkter op, som jeg er sikker på findes i Europa, og som også Kofi Annan (FN's generalsekretær, red.) har udtrykt«, siger Mogens Lykketoft. Per Stig: Ingen besked fra EU til USA Men udenrigminister Per Stig Møller (K) har ingen planer om, at EU-formandsskabet skal sende beskeder til USA i anledning af rumlerierne om et muligt Irak-angreb. Han er, hedder det onsdag, som EU-formand ikke parat til at tage stilling til lige nu, om det kan komme på tale med en militæraktion mod Irak i en senere fase. »EU bakker fuldt op om FN's Sikkerhedsråd og FN's generalsekretær i kravene til Irak om at afstå fra at udvikle masseødelæggelsesvåben og at give FN's våbeninspektører fuld og uhindret adgang til at kontrollere dette«, siger Per Stig Møller fra sin feriebopæl. Han fastslår, at der i EU er fuld enighed om at 'følge FN-sporet'. Advarer mod spekulationer om uenighed Per Stig Møller advarer mod overdrevne spekulationer om 'uenigheder på alle mulige niveauer' i EU-kredsen, hvor Tyskland og Frankrig altså har markeret modstand mod en militæraktion, mens den britiske premierminister, Tony Blair, lægger sig tæt op af USA's præsident, George W. Bush. »Jeg har tillid til, at der fra alle sider - og ikke mindst fra den amerikanske regering - vil være et stærkt ønske om at fastholde dette brede samarbejde mod de alvorlige trusler mod fred og sikkerhed, som det internationale samfund står over for«, siger Per Stig Møller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her