Kraftig stigning i opiumsdyrkning belaster Karzai

Lyt til artiklen

Det kan godt være, at freden spirer i Afghanistan. Men det gør opiumsvalmuerne også. Dette års narkoproduktion bliver ifølge FN-vurderinger i Kabul 50 procent større end sidste år, selvom den nye overgangsregering officielt har forbudt dyrkning af valmuer. Samtidig klager klanledere, som har fået deres bønder til at droppe valmuerne efter løfter om økonomisk erstatning, over, at deres regering ikke holder ord. Ingen erstatning Mange bønder, som har skåret valmuerne ned, har ikke fået en rød afghani i erstatning. Andre er spist af med halvdelen af den lovede kompensation. Det er alarmerende nyt for især de vestlige lande, som har satset på, at den ny regering i Kabul ville stoppe opiumsproduktionen. »Vi sagde ja til at opgive valmuerne, fordi vi ikke er særlig glade for opium og for at støtte den ny regering«, siger en ældre klanleder af pashtunstammen i Østaf-ghanistan til Politiken. Tillid forduftet Han blev sammen med andre pashtun-ældste lovet erstatning ved et personligt møde med den nye præsident, Hamid Karzai, og var blandt de udvalgte til forsommerens stammeråd i hovedstaden Kabul. Men han siger, at han nu har mistet tilliden til præsident Karzais løfter - en alvorlig sag i Afghanistan, hvor respekt og tillid forudsætter ordholdenhed. 'Hvorfor skulle vi acceptere dét?' »Regeringen forsøger at spise nogle bønder af med 170 dollar, mange andre med ingenting, hvis de fjerner valmuerne fra jordstykker, hvor man ellers kan tjene 1.000 dollar«, siger den langskæggede leder, hvis vurderinger er lov blandt de godt 4.500 mennesker i hans klan. »Hvorfor skulle vi acceptere dét?«. Størst stigning i Alliance-bagland Opiumsproduktionen er steget mest i baglandet for den nordlige alliance, som USA og andre NATO-lande i vinter hjalp til at fortrænge den tidligere Talebanregering og det internationale terrornetværk al-Qaeda fra Afghanistan. Og både den ny overgangsregering og vestlige diplomater i Kabul går i dag på listefødder omkring den omstridte produktion af det opium, der før eller siden vil dukke op på det illegale vestlige marked. Skræmmende vækst Men kilder i FN's narkokontrolprogram, UNDCP, bekræfter, at opiumshøsten er i skræmmende vækst over store dele af Afghanistan, også i præsidentens bagland. En UNDCP-repræsentant, der meget nødig vil lade sig interviewe med navns nævnelse, bekræfter, at »vi også har hørt, at bønder klager over manglende erstatning. Men vi må henholde os til Karzairegeringens løfte om at standse produktionen af opium og betaling af bønder for at skifte til hvede. Men manglende erstatninger kan være en forklaring på, at opiumsdyrkningen stiger alarmerende i mange distrikter«. Sejt dilemma For den nye regering i Kabul udgør striden om de kønne, men livsfarlige valmuer et sejlivet dilemma. Regeringen vil gerne kvittere for hjælpen til at overtage magten i Kabul ved at stoppe Afghanistans rolle som narkoleverandør til Vesten. På den anden side vil regeringen også gerne sikre sig opbakning i de afghanske landdistrikter, hvor der er 10 gange så mange penge at tjene på at dyrke valmuer som på hvede. Store indtægter for meget lidt vand Valmuer kræver mindre vand, mindre pleje og afregnes fornemt i hård valuta, når den smugles ind over grænsen til Turkmenistan med kurs mod Europa. Hidtil har Afghanistan stort set holdt sig selv stoffri. Men nu, hvor krig og borgerkrig skulle afløses af fred og social udvikling, anslås det, at næsten to procent af afghanerne - især unge - selv er blevet misbrugere af opium.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her