Deres foragt for hinanden er næsten lige så stor som deres had til den mand, de ønsker at vælte fra magten, Iraks diktator Saddam Hussein. Den irakiske opposition har ikke just brilleret ved sin enighed. Men i disse dage forsøger den under et møde i USA at skabe en fælles front. De seks irakiske oppositionsgrupper, hvis ledere engang hånligt blev beskrevet af en amerikansk general som »fyre i London iklædt flotte jakkesæt, silkeslips og Rolex-ure«, mødes fortsat med skepsis i USA. Fortsat ferie Selv om oppositionsfolkene officielt mødtes med »højtstående embedsmænd« i den amerikanske regering, så afbrød præsident George W. Bush ikke sin månedlange »arbejdsferie« på sin elskede ranch i Crawford i hjemstaten Texas. Udenrigsminister Colin Powell havde kun tid til at kigge ind fredag for at fremsige et par opmuntrende ord. Vicepræsident Dick Cheney, som er en af Bushregeringens høge og driver sin egen udenrigspolitik med det hovedformål at styrte Saddam Hussein, ville heller ikke afbryde sin ferie i Jackson Hole i den vestlige hjemstat Wyoming. Cheney nøjedes med at diskutere med irakerne via videotelefon i går. Hvis han ellers havde haft tid, ville forsvarsminister Donald Rumsfeld også gerne have kigget ind. Symbolsk Når mødet holdes på amerikansk grund, skyldes det, at amerikanerne endnu en gang vil bevise over for både omverdenen og Saddam Hussein, at man er villig til at fjerne den irakiske diktator og gennemføre et »magtskifte«, som Bush nu næsten konsekvent benævner en ny krig mod Irak. Washington fyger med rygter om, hvornår krigen kommer, og mange af rygterne stammer sandsynligvis fra regeringskilder, som ønsker at vildlede både Bagdad og medierne. Fredag sagde Bush til nyhedsbureauet Associated Press, at han ikke havde lagt sig fast på nogen tidsplan, og at der måske slet ikke bliver taget nogen beslutning i år om krigens start. Mødet med de irakiske oppositionsfolk er da også mere præget af symbolisme end detaljeret planlægning. Der var ingen diskussioner om at levere militær træning til irakiske oprørsgrupper. Det tyder ikke på, at de irakiske oppositionsgrupper har nogen stor rolle i USA's militære planer. Budskabet Amerikanerne har erkendt, at de seks grupper, som er på besøg, ikke repræsenterer alle irakere. Derfor er det alt for tidligt at tale om at etablere en eksilregering. Selve mødet var budskabet. Målet er at demonstrere, at de kan arbejde sammen i fællesskab, præsentere en vision for et »frit Irak« og forberede scenen for mere dybtgående forhandlinger. »Vi føler mere seriøsitet og en forpligtelse fra den amerikanske regerings side til at styrte Saddams regime og samarbejde med oppositionen«, sagde Hamid al-Bayati fra Supreme Counsel of Islamic Revolution, som har hovedkvarter i Iran. Europa-konference Et praktisk resultat kom der da ud af møderne. Hvis oppositionsgrupperne ellers kan udvide samarbejdet, skal der i løbet af et par måneder holdes en fælles konference i Europa for alle irakiske oppositionsgrupper. Konferencens formål bliver at demonstrere sammenhold og give det indtryk, at man i fællesskab kan skabe et nyt og frit Irak efter Hussein. Det siger mange Irak-eksperter bliver en langt vanskeligere opgave end at styrte Saddam Hussein.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind




























