Hollandske vælgere fortryder

Harry Wijnschenk taler i Amsterdam. - Foto: AP
Harry Wijnschenk taler i Amsterdam. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Inden Pim Fortuyn blev myrdet, havde han nået at vende op og ned på alt i hollandsk politik. Den protestbevægelse han udløste, blev på ingen tid til den næststørste gruppe i parlamentet, det var et politisk jordskred. Men knap fem måneder efter hans død har bevægelsen tabt sin kraft. Uden Pim - det meste af nationen kom hurtigt på fornavn med professor Fortuyn - er der forvirring og opløsningstendenser. Nu har bevægelsen fået en ny leder, den 38-årige Harry Wijnschenk. Om han også er den nye 'stærke mand', som mange i rækkerne sukker efter, vil tiden vise. Fartdjævel Wijnschenk har offentligt pralet med, at han mindst én gang om dagen kører over 200 km i timen på sin motorcykel. Også i det politiske liv er han en herre med fart på. Ved parlamentsvalget i maj var han opstillet som nr. 28 på Liste Pim Fortuyn (LPF). Kun fordi to andre kandidater højere oppe på listen sprang fra, nåede han akkurat at blive valgt ind med det 26. mandat. Men nu er nummer sjok altså blevet nr. 1 i parlamentsgruppen, og dermed i realiteten fløjmand for hele den brogede bevægelse. Det skete ved et tystys-møde på hotel Hilton i Amsterdam, hvor parlamentsgruppen havde indkvarteret sig under et falsk navn. Man ville være fri for nyfigne journalister. Den hidtidige gruppeformand Mat Herben blev vraget, dels fordi han som galionsfigur har været for farveløs, dels fordi han lod sig trække om ved næsen, da LPF indgik en regeringskoalition med de kristelige demokrater og det højreliberale VVD. Ingen i LPF råder over politisk erfaring. Også Wijnschenk er en glad amatør. Han udgiver et par blade, hvor motorcykler og ure, to af hans passioner, udbydes til salg. Indtil for et år siden var han medlem af VVD, men også han meldte sig spontant og begejstret under Pims fane. Sådan som alle utilfredse, hollændere synes at have gjort det. Parolen var: Mere lov og orden. Stop indvandringen. Afskaf hospitalernes ventelister. Ud med 'gammelpartierne' og deres små klæge kompromiser og gensidige vennetjenester. Harry Wijnschenk har som sit motto valgt: 'Arbejde, velstand, sandhed'. Især det sidste krav synes ganske omfattende. Den yderste højrefløj vil han intet have at gøre med, forsikrer han. Også Pim frabad sig at blive kurtiseret af Jörg Haider og Jean-Marie Le Pen. Tankegods Som nybagt parlamentsmedlem har Wijnschenk gjort sig bemærket med en afslappet fremtræden og talegaver. Nok kan hans udstråling ikke måle sig med Pims, men han er ikke en person, der sådan lader sig overse. Hans problem er, at alle i parlamentsgruppen synes at have hver sin mening om, hvordan 'Pims tankegods' skal forvaltes. Derfor er det Wijnschenk erklærede mål at sørge for mere ro og stabilitet i rækkerne. Hvilket har sin egen ironi, når man betænker, at Pim stod for alt andet end ro og stabilitet. Ifølge meningsmålingerne har 70 procent fortrudt, at de gav LPF deres stemme ved valget i maj. Så stor er skuffelsen over, hvad der er kommet ud af den store protestbevægelse. Hvis der var valg i dag, ville LPF kun få 9 mandater, i modsætning til de 26 de vandt i maj. Efter sit valg som gruppeformand vil Harry Wijn-schenk åbenbart virke mere ansvarlig. For nu får vi at vide, at det skam kun er i et af sønnens computerspil, at han fræser af sted med over 200 i timen. »Arbejde, velstand, sandhed«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her