Piletræer hænger ud over vandet, og en betonbro fører trafikken over floden Aire nord for Bradford i det nordlige England. Her er ikke skyggen af den stemning, som findes i Varanasi ved Indiens hellige flod Ganges. Alligevel skal dette vandløb i Yorkshire være afløser for sin berømte indiske søster. Britiske hinduer har søgt bystyret om at få lov til at bruge et stykke af Aire til at kaste asken af deres døde ud i. Det gør hinduerne almindeligvis i den hellige Ganges, hvor det betragtes som afslutningen på livets cirkel. En dyr rejse Men det er en lang og dyr rejse for mange hinduer, hvoraf der bor over 6.000 i Bradford og omkring en million i hele Storbritannien. Derfor vil de have byrådets tilladelse til at kaste asken i Aire i stedet. Hertil er området ved Apperley vejbro fundet velegnet: Flodbrinken er udbygget, så deltagerne i ritualet kan komme sikkert ned til vandet, floden flyder hurtigt, så aske og blomsterkranse kan blive spredt, og stedet er så afsides, at ritualet ikke kan genere andre. Hindu-samfundet søger også om at måtte bygge et lille tempel på bredden. Templet skal være for guder Shiva, som står for destruktion og dermed fornyelse. Troen skal bøjes en anelse Formanden for Hinduernes Verdensråd i Yorkshire, Morani Ghupta, siger, at hinduerne bare skal bøje troen en anelse for at se Ganges i Aire-floden: »Den vigtigste i den hinduistiske tro er, at man er på det sted, hvor bevidstheden fører en hen. Så hvis man mediterer og føler, at man er ved Ganges, så kan man få det samme ud af det, selv om man sidder på bredden af Aire«, suger Morani Ghupta. Selv om Ganges er mere hellig end andre floder, fører alle floder ifølge de hinduistiske skrifter ud til det samme hav. Og det er havet, der skal bære asken til det sidste, himmelske hvilested. Den første britiske flod Hvis byrådet godkender planen, vil Aire blive den første britiske flod, der får et helligt begravelsessted. Det lokale samfund af sikher ventes også at ville bruge stedet til at sprede aske fra deres døde. Myndighederne understreger, at vandet fra den over 150 km lange flod, som løber over i floden Ouse, hverken bruges til at drikke eller bade i. Afdøde briter har i forvejen lov til at lade deres aske blive spredt i naturen, hvis de har ønsket det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























