Irak vil samarbejde med FN

Irak er klar til at samarbejde med FN for at finde en løsning på krisen i forhold til USA, siger vicepremierminister, Tareq Aziz. - Foto: AP
Irak er klar til at samarbejde med FN for at finde en løsning på krisen i forhold til USA, siger vicepremierminister, Tareq Aziz. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Irak er klar til at samarbejde med FN for at finde en løsning på krisen i forhold til USA. Det sagde Iraks vicepremierminister, Tareq Aziz, efter at have holdt møde med FN's generalsekretær, Kofi Annan, i Johannesburg tirsdag morgen. »Som jeg fortalte generalsekretæren, at hvis nogen kan finde en magisk løsning, så alle disse spørgsmål bliver behandlet ligeligt og rimeligt, så er vi klar til at finde en sådan løsning, og vi er klar til at samarbejde med FN«, sagde Tareq Aziz efter mødet. Den vestlige verden er splittet i spørgsmålet om Irak. På den ene side står USA med trusler om at gå i krig mod Irak for at bremse præsident Saddam Husseins påståede forsøg på at udvikle masseødelæggelsesvåben. På den anden ønsker EU sammen med store dele af det internationale samfund at presse Irak til at tage imod våbeninspektører fra FN. Irakisk forslag om forhandlinger Søndag sagde Tareq Aziz, at Irak ikke vil acceptere våbeninspektørerne, hvis de skal ledes under den nuværende chef, Hans Blix. Også Hans Blix har sine betingelser. Han afviste i begyndelsen af august overfor den pan-arabiske avis Al-Hayat i London at tage tilbage til Irak, med mindre Saddam Hussein accepterer, at FN's våbeninspektører venter tilbage til Irak. Svenskeren forkastede dermed et irakisk forslag om at tage til Irak for at indlede »tekniske forhandlinger« med den irakiske ledelse, fordi et sådant besøg kun ville øge forventningerne og skabe en krise, hvis forhandlinger skulle bryde sammen. Også USA har afvist tilbuddet. Amerikansk uenighed Internt i såvel Det Hvide Hus som i præsident Bushs Republikanske Parti hersker uenighed i spørgsmålet. Duen, udenrigsminister Colin Powell, sagde i februar i forbindelse med en høring i Kongressen, at Saddam Hussein ganske vist bør fjernes, men ikke ved amerikansk, militær enegang. Høgene, der tæller den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, forsvarsminister Donald Rumsfeld og ikke mindst vicepræsident Dick Cheney, ønsker krig mod Irak og bekymrer sig ikke om det internationale samfund. Sabelraslen To gange i sidste uge raslede Cheney voldsomt med sablen over for Irak. I den første tale afviste han blankt, at der kunne blive tale om at sende våbeninspektørerne tilbage. Uden at lægge et eneste bevis på bordet fastslog vicepræsidenten også, at Irak har masseødelæggelsesvåben. Tidsskriftet Newsweek citerer embedsmænd for at udtale, at Cheneys påstande ikke var bekræftet af sikkerheds- og efterretningstjenesten CIA. Udenrigsministeriet havde heller ikke haft lejlighed til at se teksten, inden vicepræsidenten gik på talerstolen. Det er blot det seneste eksempel på, at der er dyb uenighed i den amerikanske regering og Bushs Republikanske Parti om, hvordan man skal håndtere Saddam Hussein og Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her