Den afghanske præsident Hamid Karzai blev torsdag udsat for et attentatforsøg. Præsidenten blev angrebet under et besøg i den tidligere Taleban-højborg Kandahar i det østlige Afghanistan. Kandahars guvernør Gul Agha Sherzai blev såret, men ikke livstruende. Omtrent samtidig blev henved 15 mennesker dræbt og 20 såret, da to bomber torsdag eksploderede i Kabuls centrum. Al-Qaeda mistænkes for alle attentater. En bevæbnet, uniformeret mand åbnede ild ved 18.30-tiden (16-tiden dansk tid), da Karzai i bil ankom til en moske i centrum af Kandahar, Afghanistans udenrigsminister, Abdullah Abdullah. Et øjenvidne, som befandt sig i menneskemængden, der fulgte præsidenten, oplyste til nyhedsbureauet AFP, at Karzais amerikanske livvagter var involveret i den efterfølgende skudveksling. »Han var lige kommet ud fra helligdommen, da en mand iklædt en regeringsuniform sigtede på Karzai og åbnede ild. En mand, der stod ved siden af angriberen skubbede pistolløbet væk fra Karzai, og det var det, der reddede ham«, sagde vidnet og tilføjede: En af de amerikanske livvagter besvarede ilden og dræbte angriberen og en kollega ved siden af. En tredje mand blev dræbt. Der var tale om en afghansk vagt, der støttede Kandahars guvernør Gul Agha. En talsmand for det amerikanske forsvarsministerium bekræftede torsdag, at en amerikansk elitesoldat var blevet såret i forbindelse med drabsforsøget. Præsident Karzai var i Kandahar for at deltage i sin brors bryllupsceremoni. Osama bin Ladens al Qaeda-netværk blev straks udpeget som de skyldige for aktionerne, der skete kun seks døgn inden årsdagen 11. september for terrorangrebene i New York og Washington. Jagten på al-Qaeda Attentaterne i Afghanistan kommer samtidig med, at de vestlige efterretningstjenester har travlt med at arrestere mistænkte al Qaeda-tilhængere. De seneste dage har der været anholdelser i Sverige og Holland. Samtidig advarer efterretningsfolk om, at flere hundrede al Qaeda- medlemmer i Vesteuropa er klar til at gå i aktion. En dansk forsker, Lars Erslev Andersen fra Syddansk Universitet, mener, at når efterretningstjenesterne har så travlt for tiden, er det for at bevise, at de er vågne og pengene værd et år efter terroraktionerne i USA. Der er imidlertid tydelige tegn på, at bin Ladens al Qaeda-netværk er ved at optrappe sine aktiviteter i området omkring Afghanistan, siger den pakistanske forfatter Ahmed Rashid. »Al Qaeda har infiltreret flere islamiske grupper i Pakistan. Og der er en tilsvarende proces i gang i Afghanistan«, siger Ahmed Rashid, der har fulgt Taleban-bevægelsen i mere end ti år. Præsidenten har det fint Efter attentatet sagde præsident Karzai til den britiske tv-station BBC: »Jeg har det fint. Jeg havde regnet med, at den slags ting kunne ske«. Det var endnu torsdag aften uklart, om attentatet mod præsidenten havde sammenhæng med bilbomben i Kabul få timer tidligere. Sprængstoffet var anbragt i en gammel taxa, som eksploderede i nærheden af ministerierne for information og kommunikation. Angrebet bestod af to eksplosioner - først en mindre, som skulle lokke nysgerrige til, dernæst den store bilbombe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























