Mindst ti palæstinensere, heraf to børn, er lørdag blevet såret af israelske kampvogne og geværild under sammenstød på Vestbredden og Gazastriben. Børnene var blandt en gruppe demonstranter i flygtningelejren Tulkarem på Vestbredden. De kastede sten mod israelske kampvogne, som svarede igen med geværild. Under en tilsvarende episode har kampvogne skudt mod stenkastende demonstranter i Jenin-lejren. Fem er såret, en af dem alvorligt. Al-Aqsa-medlem såret og anholdt Et militant medlem af al-Aqsa Martyrernes Brigade, den væbnede fløj af palæstinenserleder Yassir Arafats Fatah-bevægelse, er blevet såret og taget til fange under sammenstød med israelske styrker i Aja, 15 kilometer syd for Jenin. Hæren har bekræftet anholdelsen. I Gazastriben er to palæstinensere, en 40-årig kvinde og en ung mand, blevet kvæstet af eksplosioner, da tre israelske kampvogne åbnede ild i den sydligt beliggende Rafah-flygtningelejr, tæt på grænsen til Egypten.
Ti palæstinensere såret under sammenstød med israelere
Lyt til artiklen