Tyskland strammer kursen mod fundamentalister

Lyt til artiklen

Tysklands minister for indre sikkerhed, Otto Schily, har forbudt 16 islamiske organisationer, der anklages for at drive fundamentalistisk propaganda i strid med den tyske grundlov. Samtidig blev der i fem delstater foretaget henved hundrede razziaer i moskéer, lokaler eller i private hjem med tilknytning til de nu forbudte grupperinger. Samtidig blev deres formuer beslaglagt. De står alle i forbindelse med den såkaldte kalifstat i Köln, som blev forbudt sidste år. Den arbejder for en voldelig omvæltning af det tyrkiske demokrati og for oprettelsen af en verdensomspændende islamisk 'gudsstat'. Organisationer blev forbudt Ved aktionen sidste år kom myndighederne i besiddelse af materiale, som ledte frem til de 16 organisationer, der blev forbudt torsdag. Kalif kaldes det gejstlige og verdslige overhoved for hele den muhamedanske verden. Denne titel havde den tyrkiske indvandrer og koranlærer Metin Kaplan tillagt sig selv. Hans organisation mentes at tælle henved 1.100 medlemmer. Metin Kaplan, 60, er næste forår færdig med at afsone en fængselsdom han blev idømt for at have opfordret til drab på en modstander. Tyskland har tøvet med at udlevere ham til Tyrkiet, da han der risikerer at blive henrettet. Gode chancer for udlevering Men torsdag oplyste indenrigsminister Otto Schily, at der efter hans vurdering var gode chancer for at kunne udlevere Kaplan til retsforfølgelse i Tyrkiet, hvor han i givet fald vil blive anklaget for højforræderi. Den tyske betingelse er fortsat, at en dødsdom over Metin Kaplan ikke vil blive fuldbyrdet. Forbuddet mod kalifstaten blev gennemført umiddelbart efter terrorangrebene i USA 11. september sidste år. Kalifstaten forestillede sig kun Köln som et midlertidigt tilholdssted, indtil Istanbul kunne »befries for Allahs fjender«. Indvandrerproblemer ind i valgkamp Når Otto Schily og regeringen slår til lige nu, kan det hænge sammen med, at den konservative kanslerkandidat Edmund Stoiber forleden inddrog problemer omkring indvandrere og asylsøgere i valgkampen. Stoiber har kraftigt antydet, at det netop er i indvandrermiljøer, at man finder radikale elementer, som støtter terrorister. Med gårsdagens aktion har regeringen demonstreret handlekraft i kampen mod ekstremister. Blair støtter Schröder Apropos kampen mod ekstremister: Kansler Gerhard Schröder, der har vakt international opmærksomhed med sit kategoriske nej til en eventuel krig mod Saddam Hussein, fik torsdag overraskende støtte af sin britiske kollega Tony Blair. Til Berlin-avisen Tagesspiegel siger premierminister Blair, at den tyske regering har rejst meningsfyldte spørgsmål, der absolut fortjener nærmere overvejelse. Og, tilføjer Tony Blair, på trods af forskellige holdninger »er der ingen, virkelig ikke nogen« der ikke har tillid til Gerhard Schröder. Schröder er ellers blevet hårdt angrebet, både hjemme og ude, for at have drevet Tyskland ud i en situation, hvor det står isoleret i forhold til sine traditionelle allierede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her