USA: Irak støtter al-Qaeda

Lyt til artiklen

For første gang har USA direkte sagt, at der er en forbindelse mellem Saddam Husseins Irak og Osama bin Ladens al-Qaeda. Den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice oplyste torsdag, at Irak har hjulpet medlemmer af al-Qaeda med at udvikle kemiske våben og givet ly til andre medlemmer. 'Irakiske kontakter med ledende al-Qaedafolk' »Vi ved klart, at der har været kontakter mellem ledende, irakiske embedsmænd og al-Qaeda, kontakter der går lang tid tilbage«, sagde Rice i et interview. »Vi ved også, at adskillige af de tilbageholdte, især højtstående tilbageholdte terror-mistænkte på Guantanamobasen i Cuba og andre steder har sagt, at Irak ydede al-Qaeda træning i udvikling af kemiske våben«. 'En historie der er ved at folde sig ud' Hun betonede, at Det Hvide Hus ikke siger, at Saddam Hussein stod bag terrorangrebene 11. september sidste år. Men hun sagde, at de hemmelige forbindelser mellem Bagdad og bin Ladens netværk er en historie, der er ved at folde sig ud. »Vi bliver stadig klogere«, sagde sikkerhedsrådgiveren. Træningslejr opdaget på grænsen til Afghanistan Den amerikanske fjernsynsstation NBC meddelte sent onsdag, at amerikanske efterretningsfolk på satellitbilleder har opdaget en mulig al-Qaeda træningslejr i det østlige Iran nær grænsen til Afghanistan. Unavngivne kilder har over for fjernsynsselskabet sagt, at træningslejren næsten til forveksling ligner al-Qaedas træningslejre i Afghanistan. Det er muligt, at regeringen i Teheran ikke har kendskab til lejren, men det har den iranske efterretningstjeneste utvivlsomt, siger NBC's kilder. Biologiske våben Den ærkekonservative kommentator Robert D. Novak skrev torsdag i Washington Post, at den amerikanske regering fra 1985 til 1988 gav tilladelse til, at der blev sendt biologiske våben til Irak. Saddam Hussein anvendte dem i krigen mod Iran og senere mod kurdiske landsbyer i Irak, men der var stadig noget tilbage, da FNs våbeninspektører var i Irak i første ombæring. Om de fandt alt, kan ingen sige. Oplysninger har Novak fundet i en otte år gammel senatsrapport, der i bedste fald er blevet fortrængt. Disse eksporterede, biologiske våben var ikke blevet svækket og kunne bruges til reproduktion, hedder det i rapporten. Russere ser intet behov for resolution Den russiske præsident Vladimir Putin sagde torsdag ifølge telegrambureauet Interfax, at Rusland ikke ser noget behov for en ny FN-resolution, der skal true Irak med militære repressalier, hvis ikke våbeninspektørerne får uhindret adgang til alt, hvad de ønsker at undersøge. Det gør det tvivlsomt, om præsident George W. Bush så kan få den resolution vedtaget, som han anmodede om i FN for et par uger siden. Den vil i hvert fald ikke blive vedtaget, før FN's våbeninspektører mødes med irakiske topfolk i Wien mandag for at planlægge arbejdet i Irak. Resolution Imens presser han på for at få Kongressen til at vedtage en resolution, der giver ham lov til at angribe Irak. Men det trækker ud med at blive enig i ordlyden og har ikke gjort opgaven lettere, at præsidenten sagde, at det demokratisk kontrollerede Senat ikke er interesseret i det amerikanske folk sikkerhed. Bushs udtalelse kom i forbindelse med forhandlinger om, hvorvidt de ansatte i det nye ministerium for Forsvar af Fædrelandet skal have lov til at være medlemmer af en fagforening eller ej. Bush mener nej. Det vil efter hans mening vanskeliggøre arbejdet. Daschle kræver undskyldning Men udtalelsen om Senatet fik den demokratiske leder af Senatet, Tom Daschle til i meget kraftige vendinger at kræve en undskyldning og beskyldte Bush for at drive indenrigspolitik på krigen mod Irak med henblik på midtvejsvalget i november.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her