Labour-opgør om privatisering

Blair på talerstolen i Blackpool. - Foto: AP
Blair på talerstolen i Blackpool. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvis de britiske fagforeningsledere mødte op til Labours partikongres i den tro, at de kunne standse regeringens privatiseringsprogram, tog de grundigt fejl. Premiernister Tony Blair lovede tvært i mod i sin tale tirsdag, at processen skal speedes op, og at hele systemet skal reformeres indefra. Satte fagbevægelsen på plads »Der er ikke noget i vejen med de gamle principper, men hvis de gamle metoder duede, ville de have virket på nuværende tidspunkt«, sagde Tony Blair og satte dermed fagbevægelsen grundigt på plads. Premierministeren tilføjede: »Hvis I tror på social retfærdighed, solidaritet, lige muligheder og ansvar, så tro på, at reformerne vil give resultat. Det er nu, vi skal sætte fart i fremskridtet, ikke holde os tilbage. Vi er bedst, når vi er mest dristige«, sagde Blair i en timelang tale, der i høj grad koncentrerede sig om indenrigspolitiske problemer. Modtog klapsalver Han fik flere bifald under vejs, og de 2.000 delegerede rejste sig og klappede, da han var færdig. Men Tony Blair blev ikke hyldet helt så overvældende som på tidligere partikongresser. Stemningen viste, at en del af de delegerede hverken er enige i regeringens skarpe holdning til Saddam Hussein eller i privatiseringsprogrammet. Tony Blairs regering har gennemført flere privatiseringer, end den konservative jernlady Margaret Thatcher nogensinde drømte om. Tony Blair bruger private firmaer til at bygge og drive både hospitaler og skoler i et forsøg på at rette op på årtiers forsømmelser med de offentlige institutioner. Det er fagforeningerne utilfredse med, fordi statsansatte føler, at deres arbejdsforhold og lønninger bliver truet, når private virksomheder rykker ind. Der er ingen organisationspligt i Storbritannien, og på mindre virksomheder er fagforeningerne ofte svage - hvis de i det hele taget er der. De konservatives privatisering skræmmer Samtidig skræmmer de konservatives privatisering af den britiske togdrift i 1990'erne. Den har ført til dårligere transportmuligheder mange steder, og der har været flere jernbaneulykker, fordi banenettet ikke er vedligeholdt. Derfor brugte fagforeningerne partikongressens første dag til at kræve en ny undersøgelse af forholdet mellem den private sektor og de offentlige tjenester, selv om det er afvist af regeringen, fordi der allerede ligger en stribe undersøgelser. Men fagforeningernes forslag blev vedtaget af de delegerede med to tredjedele af stemmerne. Det var kun anden gang, at et flertal er gået imod Tony Blair på en partikongres, siden han blev partiformand i 1994. Men modstanden bed ikke på premierministeren. Han begyndte sin tale med at slå fast: »Vi har haft en god start, men vi har ikke været dristige nok. Skal vi tage beskedne skridt frem mod en forbedring? Eller tager vi det store spring fremad mod forandringen?«, spurgte Tony Blair og gav selv svaret i det slogan, han gentog flere gange: »Vi er bedst, når vi er mest dristige«. Bad fagforeningerne om hjælp Blair tilføjede direkte henvendt til fagforeningerne: »Hjælp os med at få de offentlige systemer til at levere varen, så hjælper vi jer med at skaffe ligestilling mellem statsansatte og privatansatte i det offentlige«. Premierministeren understregede også, hvor vigtigt det er for Storbritannien at være en central del af EU, og han erklærede, at euroen er en del af landets skæbne. Når de fem økonomiske prøver, som regeringen har opstillet, er opfyldt, vil Tony Blair udskrive folkeafstemning om euroen. Efter Blairs tale var to ledere fra de største fagforeninger positive. Generalsekretær Dave Prentis fra Unison og generalsekretær Roger Lyons fra Amicus sagde til britisk tv: »Hvis premierministerens opfordring til samarbejde er alvorligt ment, er vi klar til at tage fat«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her