EU og Tyrkiet på kollisionskurs

Lyt til artiklen

EU og Tyrkiet er på vej mod en konfrontation, efter at det står mere og mere klart, at tyrkerne ikke får en dato for, hvornår de kan påbegynde forhandlinger om optagelse i unionen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen slog fredag fast, at selv om Tyrkiet har gjort store fremskridt inden for menneskerettigheder og demokrati, er det ikke nok til, at landet kan få en dato. »Tyrkiet kan starte forhandlingerne, når det opfylder de politiske kriterier. Det gør de ikke nu«, sagde Anders Fogh i Athen fredag. Det kan betyde, at reformprocessen hen imod mere demokrati i Tyrkiet bremses, og sætte en kæp i hjulet for forhandlingerne om et genforenet Cypern. Tyrkerne har satset alt på at få en dato på topmødet i København i december, hvor EU's stats- og regeringschefer skal beslutte, hvem af de 13 ansøgerlande der optages i unionen. Næppe dato i København Alt tyder på, at Tyrkiet ikke får en dato i København. Det er uheldigt, for det vil betyde, at EU og Tyrkiet vil bevæge sig fra konstruktiv uenighed til destruktiv uenighed«, siger EU-Tyrkiet-eksperten Nathalie Tocci fra tænketanken Center for Europæiske Politikstudier. Hun peger på, at et negativt svar på topmødet kan standse den tyrkiske reformproces, der hovedsagelig er båret af ønsket om EU-medlemskab, og vil gøre det næsten umuligt at finde frem til en løsning på den 28 år gamle deling af Cypern i en græsk-cypriotisk og en tyrkisk-cypriotisk del. »Hvor meget selve forholdet mellem EU og Tyrkiet vil blive lagt på is, afhænger af, om de europæiskvenlige eller nationalisterne vinder næste måneds valg i Tyrkiet«, siger Nathalie Tocci. Kølnet begejstring på begge sider Hun siger, at både EU og Tyrkiet er begyndt at udvise mindre begejstring for ideen om fuldt EU-medlemskab. »I takt med den tyrkiske reformproces er det blevet tydeligt, at nogle EU-lande ikke bryder sig om at få Tyrkiet med i unionen. Landet ville i kraft af sin størrelse få meget stor indflydelse i EU, og det har nogle grænser, som vil være svære at håndtere. Samtidig er det ved at gå op for tyrkerne, hvad det er for nogle krav, de skal leve op til«, siger Nathalie Tocci. Foghs udtalelse faldt, samme dag som Reuters citerede en EU-kilde for at sige, at EU-kommissionen i næste uge vil anbefale, at 10 af de 13 lande, der søger om optagelse, lukkes ind i 2004. To lande må vente Det har hele tiden været ventet, at Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Malta, Cypern og de tre baltiske lande ville få stemplet parat til optagelse i 2004, mens Rumænien og Bulgarien må vente tre år mere. Jean-Christophe Filori, talsmand for udvidelseskommissær Günter Verheugen, afviste dog fredag at bekræfte Reuters oplysninger: »Kommissionen tager først beslutning i næste uge. Det er muligt, at kommissærerne ikke engang vil tage stilling til spørgsmålet om Tyrkiet«, sagde Filori. Den tyrkiske EU-ambassadør i Bruxelles, Oguz Demiralp, havde frdag kun én kommentar til Anders Fogh Rasmussens udtalelser. »Så vidt jeg ved, har topmødet i København endnu ikke fundet sted«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her