Forskere kårer verdens bedste vits

Lyt til artiklen

To millioner mennesker har via internettet brugt et år på at vælge mellem 40.000 vittigheder fra 70 lande for at kåre verdens bedste vits. Ja, det lyder som en vits i sig selv, men det er det ikke. Det er skam et yderst alvorligt forskningsprojekt, ledet af doktor Richard Wiseman på vegne af universitetet i Hertfortshire og Det Britiske Selskab til Videnskabens Fremme. Lad os straks gå til vinderen: To amerikanere fra New Jersey er på jagt ude i skoven, da den ene pludselig falder om. Han trækker tilsyneladende ikke vejret, og hans øjne er helt glasagtige. Jagtkammeraten hiver sin mobiltelefon frem, ringer 112, og stammer: »Min kammerat er død. Hvad skal jeg gøre?«. Telefonisten svarer: »Tag det helt roligt. Jeg skal nok hjælpe dig. Men først må vi være helt sikre på, at han er død«. Der bliver tavst i røret. Så lyder der et skud. Jægeren kommer tilbage på linjen og siger: »O.k., og hvad så?«. Doktor Wiseman forklarer: »Selvfølgelig er der vittigheder, som nogle mennesker synes er langt, langt sjovere. Men denne jagtvits appellerer til et bredt udsnit, fordi den består af tre elementer: Vi føler os bedrevidende end den stupide jæger, vi bliver overraskede over, at han misforstår telefonisten, og den hjælper os til at grine af vores frygt for døden«. Dansk humor kom ind som nummer tre Vittighederne er blevet testet på websiden www.laughlab.co.uk. Her skulle testpersonerne også opgive deres nationalitet. Doktoren har så regnet på, hvilke lande der grinede mest. Dansk humor klarede sig pænt, vi kom ind på tredjepladsen. Ifølge doktor Wiseman kan humor opdeles i tre nationale typer. Briter, irere og australiere foretrækker ordspil. Amerikanerne og canadierne kan lide vitser, som får dem til at føle sig overlegne. Danskere og andre europæere som franskmænd og belgiere foretrækker surrealistiske vittigheder - a la: En schæferhund kommer ind på et telegrafkontor og dikterer: »Vov. Vov. Vov. Vov. Vov. Vov. Vov. Vov. Vov!«. Telegrafisten siger: »Her er kun ni ord. Du kan sende endnu et 'vov' for samme pris«. Hvortil hunden svarer: »Jamen, det vil jo overhovedet ikke give nogen mening«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her