12 palæstinensere blev dræbt og over 100 såret, da israelske kampvogne støttet af helikoptere rykkede ind i Gazastriben og angreb en flygtningelejr i udkanten af byen Khan Younis. Den militante, islamiske gruppe Hamas, svor mandag formiddag at ville hævne drabene. Hamas lover hævn »Drabene på civile må hævnes ved at dræbe civile«, sagde Mahmoud al-Zaharet, som er et af de ledende medlemmer af Hamas. Netop Hamas-gruppen har taget skylden for adskillige selvmordsbomber gennem tiden, som har været rettet mod israelske civile. Den israelske hær sagde, at målet med angrebet var at ødelægge terroristernes forbindelser, og Khan Younis-lejren formodes at være hjemsted for Hamas. Hævn for mortergranater Siden den palæstinensiske opstand brød ud for mere end to år siden, har Israel ofte angrebet byer i Gazastriben som hævn for affyrede mortergranater eller Qassam-raketter. Ifølge palæstinensiske øjenvidner skød og dræbte jødiske bosættere en palæstinenser, mens han høstede oliven på en mark syd for Nablus. Episoden bliver nu efterforsket, sagde en talsmand for det israelske politi. I flygtningelejren i Jenin blev en anden palæstinenser dræbt af israelske soldater under en skudveksling. En israelsk kilde sagde efterfølgende, at en gruppe bevæbnede palæstinensere havde affyret skud mod den israelske deling. Solana medbringer kvartettens plan Angrebet faldt sammen med EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solanas, besøg i regionen. Søndag holdt han møder med to israelske ministre, og han skal efter planen mødes med palæstinenserlederen, Yassir Arafat, mandag. Inden rejsen til Mellemøsten erklærede Solana, at hans håb er at sætte skub i den plan, som den såkaldte kvartet har fremlagt. Kvartetten, der består af EU, FN, USA og Rusland, har opfordret det palæstinensiske selvstyre til at gennemføre politiske reformer og Israel til at trække soldater tilbage fra en række byer på Vestbredden. Målet for planen er oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for tre år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























