Al-Qaeda sættes i forbindelse med bomber på Bali

Lyt til artiklen

Indonesiens forsvarsminister beskylder nu Osama bin Laden og hans terrornetværk al-Qaeda for at stå bag weekendens bomber på Bali, der dræbte op mod 200 personer. Samtidig siger indonesisk politi, at det har navnene på flere personer, der mistænkes for at have været involveret. Det er første gang, myndighederne officielt sætter lørdagens bombesprængninger på Bali i forbindelse med terrornetværket al-Qaeda, der stod bag terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september sidste år. Forsvarsminister: al-Qaeda fik hjælp af lokale Efter et regeringsmøde mandag beskyldte Indonesiens forsvarsminister, Matori Abdul Djalil, al-Qaeda for at stå bag lørdagens bombesprængninger. »Vi er sikre på at al-Qaeda er her. Bombeeksplosionerne på Bali har forbindelse til al-Qaeda, der har fået hjælp af lokale terrorister«, siger Matori Abdul Djalil ifølge nyhedsbureaet Associated Press. Han bakkes op af USA's ambassadør i Indonesien, der siger, at der er beviser på, at al-Qaeda opererer i Indonesien i samarbejde med lokale ekstremister. Politi jagter mistænkte Indonesisk politi siger, at det har navnene på flere personer, der mistænkes for at have været involveret. »Vi har navne, som kan bruges i efterforskningen. Navnene har forbindelse til eksplosionen«, siger en polititalsmand ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Det indonesiske politi får hjælp til opklaringen fra den amerikanske efterretningstjeneste, FBI, samt britiske og australske efterforskere. Australien bebuder 'kraftfuldt' svar Bali er et yndet feriemål for australiere, og det er endnu ikke lykkedes de australske myndigheder at komme i kontakt med over 200 australiere, der befinder sig på Bali. Australiens premierminister John Howard oplyser, at udenrigsminister Alexander Downer og justitsminister Chris Ellison senere mandag flyver til Indonesien. Howard siger samtidig, at Australiens reaktion på bombeangrebene vil være 'kraftfuldt'. Ingen har taget ansvaret Ingen har endnu taget ansvaret for bomberne, men den australske regering antyder, at det kan være den yderligtgående islamiske gruppe Jemaah Islamiyah, som står bag aktionen. Jemaah Islamiyah kæmper for en islamisk stat og har forbindelser til al-Qaeda-netværket. Advarsler om, at Jemaah Islamiyah var i færd med at planlægge et større terrorangreb, er den seneste tid kommet med stadig kortere mellemrum fra lande som Malaysia, Singapore og Australien. Alle tre lande har peget på den indonesiske islamist Abu Bakar Ba'asyir, som leder af organisationen, men regeringen i Indonesien har sagt, at den ikke har beviser mod ham. Islamist afviser beskyldninger Den 64-årige Ba'asyir siger selv, at han er en beundrer af al-Qaeda's leder, Osama bin Laden, men at Jemaah Islamiyah ikke eksisterer, og at han ikke selv har forbindelse til terrorkredse. Ba'asyir har på et pressemøde afvist beskyldninger om, at han skulle stå bag angrebet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her