Blodig afslutning på gidseldrama

Lyt til artiklen

Et døgn efter det dramatiske stormløb på Kulturpaladset i Moskva er byens hospitaler fortsat fulde af befriede gidsler, der blev forgiftede af den gas, specialtropperne pumpede ind i teatret eller såret af kugler. Deres tilstand beskrives som alvorlig, og det frygtes, at dødstallet vil stige de kommende dage. Lørdag aften lød de seneste opgørelser på mindst 90 dræbte gidsler og 50 dræbte terrorister. Da de russiske specialenheder tidligt lørdag morgen slog til, reddede de - ifølge de officielle tal - dog over 750 gidsler ud af det teater, hvor de havde været holdt fanget af tjetjenske terrorister i tre døgn. Ros til Putins håndtering Selv om dramaet dermed er slut, og russerne generelt roste præsident Putins håndtering, er næste akt allerede i gang. Russisk politi er gået i gang med at tjekke samtlige tjetjenere i Moskva, lige som russisk militær lørdag indledte nye aktioner i Tjetjenien. På den baggrund vurderer flere eksperter, at konflikten vil fortsætte med at koste menneskeliv på begge sider. Aktionen kom efter, at gidseltagerne, ifølge de russiske myndigheder, var begyndt at henrette teatergæsterne. De havde stillet krav om, at Rusland skulle begynde at trække tropper ud af Tjetjenien inden lørdag kl. 6. Hundredvis af befriede gidsler vaklede eller blev båret ud af teaterbygningen og via et omfattende redningsarbejde med 150 ambulancer og et tilsvarende antal busser bragt til en række hospitaler i Moskva. Alle var påvirket af den gas, som specialenheden SPETSNAZ anvendte under angrebet til at bedøve terroristerne. Samtlige 18 kvindelige terrorister blev bedøvet i teatersalens stole og skudt, inden de nåede at bringe deres sprængstoffer til sprængning. Ingen udlændinge er omkommet Ingen af de udenlandske gidsler eller børnene skal være omkommet. Aktionen anses - i hvert fald på kort sigt - for at være en succes for den russiske præsident. Han udstrålede da også selvsikkerhed, da han besøgte tidligere gidsler på et af Moskvas hospitaler. Putin bad om tilgivelse Men lørdag aften bad han i en tv-tale om tilgivelse for ikke at have kunnet redde alle gidslers liv. »Tilgiv os. Vi var ikke i stand til at redde alle«, sagde Putin i tv-talen, efter at det kom frem, at over 90 af gidslerne mistede livet under redningsaktionen. En af de politikere, som under krisen forsøgte at forhandle med terroristerne, Boris Nemtsov, sagde, at »vi må takke Gud for at så mange slap ud af helvedet og nu befinder sig i sikkerhed på hospitalerne«. Eftertanken melder sig Men samtidig er eftertanken ved at melde sig i Moskva. Tilhængerne af forhandlinger med den tjetjenske leder Aslan Maskhadov har meldt ud, at der må gang i forhandlinger, hvis gentagelser af de sidste dages terrordrama skal undgås. Men militæret og sikkerhedsstyrkerne fastholder, at det kan der ikke blive tale om, fordi den tjetjenske leder mistænkes for at stå bag terroraktionen. Boris Nemtsov, som er en af fredsmæglerne, sagde i går, at han forleden under forhandlingerne med den nu dræbte terroristleder Movsar Barajev, helt klart fik det indtryk, at Barajev var under Maskhadovs kommando. Det samme sagde en engelsk journalist, der ligeledes fik adgang til den besatte teaterbygning. Advarsel til Politiken Samtidig er de antitjetjenske gemytter i Moskva ved at gå over gevind. Den kendte tjetjenske advokat Abdullah Khamsajev, i 20 år bosiddende i Moskva, som er anklager i flere sager om russiske overgreb i Tjetjenien, ringede i går til Politiken og advarede om en ny pogrom imod lokale tjetjenere. Han blev lørdag besøgt af to betjente, der »efter skriftlig ordre fra oven« krævede, at han og alle andre tjetjenere i Moskva skal møde op på de lokale politistationer og afgive forklaring på, hvem de er. Said - en ensom tjetjensk mand foran teatret, lige efter nedkæmpningen af de tjetjenske terrorister - afspejler absurditeten og kompliciteten i konflikten. Hans datter var de tjetjenske terroristers gidsel, og han anede ud på formiddagen ikke, om hun var død eller levende. Det viste sig, at hun er i god behold på et hospital i Moskva.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her