Guantánamo-fanger: Vi var isolerede i bagende varme

Lyt til artiklen

Tre af de netop løsladte terrorfanger fra den amerikanske Guantánamo-fangelejr i Cuba fortæller nu om forholdene på lejren, som ifølge de løsladte fanger er under al kritik. En dansk statsborger sidder fortsat fængslet i Cuba uden sigtelser. »70 årige isoleret i mere end et døgn« »Vi blev holdt fanget i små celler på mindre end 2,5 gange 2,5 meter, og var ofte isoleret i cellen i mere end et døgn. Der var stegende hedt og flere af fangerne var over 70 år gamle«. Sådan lyder en del af de forklaringer tre løsladte afghanere fra Guantánamo-fangelejren i Cuba har givet en journalist fra den amerikanske avis New York Times. Mændene understreger alle, at de hverken er blevet tortureret eller misbrugt under deres mange måneder lange ophold i lejren, men at fængslingen på uvis tid og manglende kontakt med omverdenen og især familien har været et enormt pres på dem. »Jeg skrev et brev til min familie. I brevet skrev jeg, at jeg er 'halvt et menneske, halvt et dyr nu' og at jeg vil 'være et dyr, når jeg kommer hjem'«, siger Jan Muhammed, en af de frigivne mænd, som sad fængslet i 11 måneder. Udgjorde ingen risiko Jan Muhammed blev sammen med de to andre afghanere frigivet, da de amerikanske myndigheder ikke mente, at de udgjorde nogen risiko. Jan Muhammed modtog det første brev fra sin familie tre dage før, han blev løsladt. De tre mænd er blevet udleveret til de afghanske myndigheder, og det er endnu uvist, om de risikerer anklager. Mændene har rettet en direkte anklage mod de amerikanske myndigheder, som ifølge mændene tilbageholder en lang række mennesker, som er uskyldige. Amerikanske myndigheder tavse Ifølge mændene har de amerikanske myndigheder lyttet alt for meget til lokale krigsherrer, der har givet tvivlsom information om, hvilke mænd, der har tilknytning til Taleban. Flere af krigsherrerne er i løbet af i år blevet beskyldt for at give urigtige oplysninger, der har kostet flere menneskeliv. De amerikanske myndigheder har ikke svaret direkte på anklagerne, og fastholder, at det tager lang tid at undersøge alle fangers forhold, og at 'USA ikke har nogen interesse i at holde flere mennesker fanget, end højst nødvendigt'. Var fodfolk hos Taleban De tre mænd indrømmer alle, at de har været fodfolk i Taleban's hær, men fastholder, at det var mod deres vilje. Ifølge mændene, er de fleste fangers historier de samme: De var blot fodfolk og tvunget til at kæmpe for Taleban. Det har ikke været muligt at bekræfte mændenes påstande, skriver New York Times. Dansk fange En af fangerne i lejren har dansk statsborgerskab. Han blevet taget til fange tidligt på året og overført til lejren den 7. februar. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) krævede i sidste uge, at få en forklaring på, hvorfor danskeren holdes fængslet, men Danmark har endnu ikke fået et svar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her