Dødstal stiger efter gidseldrama i Moskva

Lyt til artiklen

Statsadvokaten i Moskva meddelte torsdag, at antallet af omkomne under gidseldramaet i Moskva 23. til 26. oktober er steget fra 117, som først oplyst, til 128. Det skyldes ifølge statsadvokaten, at flere af de gasforgiftede tidligere gidsler er omkommet på hospitalerne. 8 af de omkomne var udlændinge. Ifølge de officielle oplysninger blev 5 af de omkomne skudt af terroristerne. Statsadvokaten sagde, at myndighederne hidtil ikke havde kunnet identificere 4 af de omkomne, men det er sket nu. Mangler overblik over gidsler I alt blev 644 tidligere gidsler indlagt efter stormen på teatret 26. oktober. 42 er stadig indlagt, heraf er 5 fortsat i en meget alvorlig tilstand. Statsadvokaten oplyser, at man stadig ikke har en total oversigt over hvor mange, der rent faktisk opholdt sig i teatret, fordi en del gidsler simpelthen selv forlod bygningen og området efter stormen. Tvivl om officielle tal Imidlertid sår både menneskerettighedsorganisationer og flere medier tvivl om de officielle tal. De har oprettet en liste over forsvundne personer i forbindelse med gidseltagningen. Listen ændrer sig fra time til time, og i mange tilfælde viser det sig, at der simpelthen er tale om forkerte navne på de officielle lister, som så bliver korrigeret via den uofficielle liste. Myndigheder beskyldes for hemmelighedskræmmeri Myndighederne benægter hårdnakket, at der overhovedet er forsvundne i forbindelse med gidseltagningen. Men repræsentanter for de medier, der har oprettet listen over forsvundne, siger, at de gør det, fordi myndighederne ikke selv er i stand til at koordinere optællingen og identifikationerne. »Vi regner med, at der er en logisk og reel forklaring i de fleste tilfælde, men vi må føre denne liste, fordi myndighederne holder det hele hen i det sædvanlige hemmelighedskræmmeri«, siger en af journalisterne bag listen til dagbladet Moscow Times. Fordømmer myndighedernes håndtering En gruppe menneskerettighedsforkæmpere med parlamentsmedlem Sergej Kovaljov i spidsen fordømte forleden myndighedernes håndtering af hele sagen. I et offentligt brev opfordrer de til, at der oprettes en international kommission til at undersøge de russiske myndigheders »grove overtrædelser af menneskerettighederne i dagene 23.-26. oktober«. Skød bedøvede gidseltagere Myndighederne anklages for at have ført offentligheden bag lyset, indført censur, selv at have fremprovokeret stormen på teatret og ikke at have sikret behandling af de befriede gidsler. Specialstyrkerne fordømmes, fordi de skød de tjetjenske kvinder, der havde sprængstof om maven, selv om de var bedøvet af gassen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her