USA's angrebsplan mod Irak ligger klar

Lyt til artiklen

Det amerikanske forsvarsministerium har udarbejdet planer for, hvorledes et angreb mod Irak skal gennemføres, hvis den irakiske diktator, Saddam Hussein, ikke opfylder kravene i den resolution, der enstemmigt blev vedtaget af FN's Sikkerhedsråd i fredags. De to førende amerikanske dagblade, New York Times og Washington Post, bragte søndag omfattende artikler om krigsplanerne med ensartet indhold. Overlagt læk Det synes tydeligt, at planerne er blevet lækket af Pentagon for at lægge pres på Saddam Hussein og for at fortælle irakerne og Iraks arabiske naboer, at hensigten er at afbevæbne Irak og fjerne Saddam Hussein, ikke at føre krig mod civilbefolkningen. En eventuel krigs tidsramme er indeholdt i FN-resolutionen. 21. februar skal våbeninspektører aflevere deres rapport til Sikkerhedsrådet. Om nødvendigt kan krigen derefter indledes. De amerikanske og britiske tropper, der indsættes, vil have fordel af længere, mørke nætter og et behageligt klima på det tidspunkt. Det vil blandt andet være mere udholdeligt at være iført de dragter, der skal beskytte mod kemiske og biologiske våben. Massive bombardementer på militære mål Krigen, hvis den kommer, vil blive indledt med massive bombninger og satellitguidede missilangreb på militære installationer og Saddam Husseins mange officielle residenser. Det er hensigten at søge at undgå at bombe mål, der vil afbryde for eksempel elektricitet og vandforsyning og dermed gå ud over civilbefolkningen. »Formålet er ikke at slå mange irakiske soldater ihjel, men vi vil naturligvis gøre det, hvis det bliver nødvendigt«, siger en anonym talsmand til New York Times. Planlagt som lynkrig Ifølge planen skal luftangrebene ikke vare så længe som før Golfkrigen, 43 dage, men sandsynligvis kortere end en måned. Samtidig med luftangrebene skal der sættes specialstyrker ind i den nordlige, sydlige og vestlige del af Irak, hvor der skal oprettes brohoveder eller baser, som det var tilfældet i nærheden af Kandahar i Afghanistan. Specialstyrker skal udpege mål Specialstyrkerne skal også være med til at udpege angrebsmål, som det var tilfældet i Afghanistan. Der ventes ikke nogen modstand i den nordlige del af Irak, hvor kurderne har en slags selvstyre. Ingen problemer ventes i syd Den shiitiske befolkning i syd har et modsætningsforhold til Saddam Hussein, der har forfulgt dem, så de regnes også for venligtsindede. Tropperne i den sydlige del skal forhindre Saddam Hussein i at forsøge at standse den amerikansk ledede invasion ved at oversvømme Sydiraks sumpe og sætte ild i oliekilderne. Tropperne i de øde områder i vest skal sikre, at der ikke sættes raketangreb ind mod Iraks naboer og i særdeleshed Israel. Op til 250.000 soldater skal deltage Når baserne er sikret, vil de blive brugt som udgangspunkt til at trænge længere ind i landet. Af planerne fremgår det, at Pentagon håber, at fremrykningen vil få irakiske soldater til at afholde sig fra at kæmpe og forhåbentlig vælte Saddam Hussein. I planen kalkuleres med, at der skal kunne indsættes mellem 200.000 og 250.000 soldater fra de fire værn, omkring halvdelen af det antal, der blev indsat i Golfkrigen. De skal være med til at besætte Irak, indtil der kan dannes en ny og, som det hedder, demokratisk regering. Terrorfrygt i USA En af Pentagons bekymringer er, at en krig kan medføre terrorangreb i USA, og der vil blive mobiliseret 265.000 soldater fra nationalgarden til at bevogte atomkraftværker, vandforsyningsanlæg, regeringsbygninger og lufthavne. Pentagon har planer om at vaccinere 500.000 soldater mod kopper, selv om det for nogle soldater kan medføre alvorlige bivirkninger og endda medføre døden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her