Israelske styrker rykker ind i Bethlehem

Lyt til artiklen

Den israelske hær er igen rullet ind i Bethlehem på Vestbredden og flere palæstinensiske Hamas-medlemmer anholdt. Det sker, efter at en palæstinensisk selvmordsbombemand i går morges dræbte 11 israelere i et angreb på en bus i Jerusalem. De israelske tropper har anholdt omkring 20 palæstinensere i Bethlehem og 16 andre steder på Vestbredden, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters. De fleste er medlemmer af den militante, palæstinensiske organisation Hamas. Ifølge hærens radio er der blandt de anholdte en pige, der beskyldes for at have været i gang med at planlægge et selvmordsangreb. Krybbepladsen afspærret De israelske pansrede mandskabsvogne erklærede i morges Bethlehm for militært område efter at være trængt ind fra syd og øst. De spærrede den såkaldte Fødselskirke på den centrale Krybbeplads i Bethlehem af for at undgå en gentagelse af situationen i april, hvor over 100 palæstinensere - flere af dem bevæbnede - forskansede sig i den kristne helligdom i 37 dage. Også byen Beit Jala nær Bethlehem er blevet besat af israelerne, der har beordret udgangsforbud i flere byer. Aktion var ventet En aktion i eller ved Bethlehem var ventet. Palæstinensiske sikkerhedsstyrker havde på forhånd evakueret deres baser i byen, fordi de ventede en israelsk aktion. Israelske officerer sagde da også i aftes til hærens radio, at en offensiv i Bethlehem var uundgåelig, fordi bombemanden kom herfra. Hærradioen citerede også højtstående officerer for at sige, at Bethlehem er blevet 'et tilflugtssted for terrorister', siden den israelske hær trak sig ud af byen i august. Det skete på baggrund af en aftale, der skulle afprøve det palæstinensiske selvstyres evne og vilje til at slå ned på militante palæstinensere. Bombemanden bag gårsdagens selvmordsaktion i Jerusalem kom fra landsbyen al-Khader, der ligger lige syd for Bethlehem på Vestbredden. I aftes erklærede den israelske hær udgangsforbud i al-Khader samt to nærliggende landsbyer. Bombemandens hjem blev sprængt i luften. Hus ødelagt i Gazastriben Tidligere på natten rykkede omkring 40 israelske kampvogne og pansrede køretøjer ind i den palæstinensiske landsby al-Qurara i den sydlige del af Gazastriben. De sprængte to huse i luften, som tilhørte medlemmer af den militante, palæstinensiske bevægelse Hamas, fortæller øjenvidner. Netop Hamas tog i går skylden for gårsdagens selvmordsaktion, der dræbte 11 israelere i en bus i Jerusalem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her