Omkring 10.000 mennesker gik i dag på gaden i Sydney for at protestere mod australsk deltagelse i en eventuel krig mod Irak. Demonstrationen var et led i en national kampagne, der forsøger at vende befolkningen imod regeringens beslutning om at støtte USA i en militær aktion, hvis det bliver nødvendigt. Bag kampagnen står venstrefløjsaktivister, studenterorganisationer og fagforeninger, og i løbet af weekenden er der planlagt protester i ni større byer. Formanden for fagbevægelsen Australian Council of Trade Unions, Sharan Burrow, talte til demonstranterne og opfordrede dem til at give premierministeren, John Howard, klar besked om, at australsk deltagelse i en Irak-krig er uacceptabel. »Vi må ikke blande vores behov for selv at blive fri for terrorisme sammen med et angreb mod Irak, der blot handler om at komme Irak i forkøbet. Det er en trussel mod verdensfreden, som vi bliver nødt til at kæmpe imod«, sagde hun.
10.000 demonstrerer i Australien mod Irak-krig
Lyt til artiklen