USA vil finde irakiske stikkere

Lyt til artiklen

Den amerikanske regering lægger pres på FN's våbeninspektører for at finde frem til irakiske videnskabsfolk, der kan overtales til at hoppe af til Vesten med deres viden om Saddam Husseins hemmeligheder. Det sker som led i nervekrigen frem til, at Irak søndag skal aflevere sin længe ventede rapport om sine våbenprogrammer. Hvis irakerne står frem, vil amerikanerne gerne tilbyde at give videnskabsfolkene det, der i praksis svarer til vidnebeskyttelse - altså at de og deres familie får nye identiteter og et nyt liv i f.eks. USA - sagde en amerikansk talsmand. »Vi bekymrer os selvfølgelig meget for, om disse personers sikkerhed og deres ve og vel, samt at de ikke kan blive skræmt (til tavshed, red.)«, sagde Sean McCormack fra præsidentens Nationale Sikkerhedsråd fredag. Lodret ordre Da FN-resolution 1441 blev vedtaget 8. november, hvorved Irak fik en lodret ordre fra FN om at lukke alle døre op for de internationale våbeninspektører, var der en paragraf, som ikke har eksisteret tidligere. Våbeninspektørerne fik total frihed til at interviewe enkeltpersoner om våbenprogrammerne i enrum. Konklusionen var enkel: FN skulle have mulighed for at kunne slå en handel af med f.eks. videnskabsmænd om at fortælle alt, hvad de vidste, og derefter fortrække til et andet land, langt fra præsident Husseins vrede. Deadline truer Det er næppe et tilfælde, at USA vælger at lægge pres på våbeninspektørerne om at finde informanter netop nu. Senest i morgen aften skal Irak aflevere en komplet liste over alle de våbenprogrammer, der har at gøre med såkaldte masseødelæggelsesvåben: atom-, bakteriologiske eller kemiske våben. Groft sagt må de sidste to ikke findes i landet, mens det første overhovedet ikke må være på tegnebrættet. Den store rapport vil derefter blive gransket af FN's eksperter, en proces, der nemt kan tage en halv snes dage. Alt tyder dermed på, at der ikke vil ske noget afgørende hverken søndag eller i dagene umiddelbart derefter. En diplomat fra Sikkerhedsrådet har da også sagt til nyhedsbureauet Reuters, at listen mest har værdi som et udgangspunkt for FN-inspektørerne. »Efter at erklæringen er afgivet, vil alle nye opdagelser vise os, at Saddam Hussein bevidst har prøvet at føre os bag lyset«, sagde embedsmanden. Nervekrig Våbeninspektørerne bruger i høj grad vestlige efterretningsoplysninger som grundlag for at beslutte, hvor man skal inspicere. Men USA har ifølge flere kilder nægtet at bidrage med oplysninger. Og det er der en nem forklaring på: USA spiller nervekrig med irakerne - netop i håb i at afsløre Saddam Hussein i en løgn, som kan udløse en krig. »Washington forventer, at Hussein vil lyve. Man håber, at Hussein vil lyve. Frem for alt håber man, at deres efterretningsoplysninger er gode nok til at fange Hussein i en løgn«, som det hedder i en rapport fra den amerikanske tænketank Stratfor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her