Tre lande klar til EU

Lyt til artiklen

Den danske regering tog fredag et stort skridt nærmere et udvidet EU på det topmøde, der begynder i København torsdag. Flere ansøgerlande sagde i realiteten ja til at lukke forhandlingerne - dermed er de parate til at træde ind i EU i 2004. Tre lande accepterede fredag den aftale, der ligger på bordet, mens andre tre er tæt på. Enkelte forsøger at hive flere indrømmelser hjem. Ifølge Politikens oplysninger har Letland, Cypern og Slovakiet accepteret. Tysk støtte Anders Fogh Rasmussen kunne i Bruxelles også konstatere, at det største EU-land, Tyskland, har accepteret den danske beslutning om at spytte ekstra 2,25 mia. kroner i bøssen for at få ansøgerlandenes ja. Men på hjemmefronten bliver regeringen alligevel mødt med skarp kritik for at have sikret udvidelsen ved at sælge ud af traditionelle mærkesager. Den forkætrede landbrugspolitik, som sluger halvdelen af unionens budget og skader verdens fattigste lande, har regeringen ikke forsøgt at ændre på, og senest har det danske formandskab tilbudt ansøgerlandene, at de kan flytte øremærkede miljøpenge over til direkte støtte til landbruget. »Først så regeringen stiltiende på, at franskmændene fik forlænget den direkte landbrugsstøtte til 2013. Og nu foreslår vi selv - fuldstændig forrykt og i strid med både Danmarks og EU's egne mål - at østlandene skal gøres til de samme tilskudsjunkier. Det er en for stor pris at betale«, siger Jørn Jespersen, miljøordfører i SF, der som Kristeligt Folkeparti nu kalder Anders Fogh Rasmussen (V) i samråd. Også Socialdemokraterne og de radikale kritiserer regeringen, men de har dog i Folketingets Europaudvalg givet grønt lys for regeringens strategi. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) forsvarer beslutningen om at lade ansøgerlandene bruge miljøpenge som direkte landbrugsstøtte: »Faktisk er der en risiko for, at de nye EU-lande ikke ville kunne bruge alle de øremærkede miljøpenge til det oprindelige formål. Derfor er vores indstilling, at vi hellere skal nyttiggøre pengene end at lade dem ligge i en pulje«. Ritt kritiserer Socialdemokratiets landbrugs- og fødevareordfører Ritt Bjerregaard kritiserer det »kortsigtede og for miljøet katastrofale tilbud«. »Selv om regeringen og formandskabet er gået i panik over de stagnerede forhandlinger med ansøgerlandene, må det ikke gå ud over den bæredygtige udvikling i de østeuropæiske lande«, mener Ritt Bjerregaard, der bakkes op i kritikken af Kristeligt Folkeparti og SF. Danmark sælger ud af værdierne Danmarks Naturfredningsforening er enig og beskylder regeringen for at sælge ud af naturværdier og indgå studehandler op til det afgørende topmøde i København i næste uge. Danske EU-diplomater erkender, at forslaget betyder en forringelse for miljøet. Men udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at der er tale om et stærkt begrænset problem. Han påpeger, at støtten til bæredygtig udvikling på landet i forvejen var 50 procent højere for de nye lande end for de 15 EU-lande. »Derfor var det et meget generøst tilbud i forvejen. Og hvis landene vil bruge pengene som direkte støtte, skal de selv lægge et tilsvarende beløb oveni, så det er ikke penge, de bare kan flytte rundt på«, siger han. Per Stig Møller advarer Polen De seneste meldinger tyder på, at det danske kompromisforslag virker. Fredag accepterede seks af de ti ansøgerlande den samlede pakke fra EU. Det store problem i København bliver dermed Polen, som fortsat kræver flere penge. Men Per Stig Møller advarer polakkerne mod at stramme skruen for voldsomt. »Jeg har flere gange advaret ansøgerne om, at det ikke er givet, de får mere ud af at vente med at forhandle færdig til topmødet. Tværtimod kan der være nogle af de 15 EU-lande, som allerede synes, vi har givet for meget«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her